November 2011
Misforstået spareiver på jobområdet
Kommunernes tilsyn med de dele af beskæftigelsesindsatsen, der udføres af andre aktører, er ikke god nok. Sådan lyder det i den nye beretning fra statsrevisorerne om statens overførsler til kommuner og regioner, der peger på, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad har tilset, at andre aktører - de private jobfirmaer - overholder persondataloven. Det utilstrækkelige tilsyn med de private jobfirmaer hænger ifølge Henrik Gammelholm, juridisk konsulent i HK/Kommunal, sammen med de voldsomme spareøvelser ude i kommunerne. Han peger på, at kommunerne i nogle tilfælde forsøger at skabe sig nogle rationaliseringsgevinster ved at udlicitere beskæftigelsesindsatsen til private. - Men besparelserne kan ofte kun hentes hjem, hvis kommunerne samtidig sparer på kontrollen med disse firmaer. Det efterlader imidlertid de ledige uden sikkerhed for, at deres dybt personlige oplysninger forbliver fortrolige. De lediges retssikkerhed bliver ikke garanteret, og det er bestemt ikke godt nok, siger Gammelholm.
DKNyt m.fl.
Ekspert ønsker retningslinjer for hadesider
Kommunerne skal sørge for at have et beredskab, så de kan hjælpe ansatte, der bliver hængt ud på nettet. En hjemmeside, hvor offentligt ansatte bliver hængt ud med navn, adresse og andre oplysninger, har skabt stor diskussion omkring hvor meget offentligt ansatte skal kunne tåle. - Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at ansatte, der bliver hængt ud på nettet, får den hjælp og støtte, som de har behov for. Og det kan hjælpe gevaldigt, hvis man har et sæt retningslinjer i skuffen, som man kan hive frem og gå ud fra, hvis en medarbejder ender i gabestokken, siger HK/Kommunals arbejdsmiljøekspert, Niels Jakobsen. Ifølge arbejdsmiljøeksperten er det især vigtigt, at arbejdsgiverne har en plan for, hvem der skal kontakte de relevante myndigheder, hvis ansatte bliver udsat for personangreb, ligesom det også er vigtigt at have et beredskab klart, til at hjælpe, hvis det skulle gå ud over en ansat psykisk eller fysisk. Det skriver HK/Kommunal i deres medlemsblad.
DKNyt, Avisen m.fl.
28-11-11
Sådan bliver du fyret til julefrokosten
Vold, chikane med eller uden sex er den direkte vej ud i arbejdsløshed. Se her, hvordan du er sikker på at få sparket. Klokken er ved at nærme sig midnat, du har kastet lidt for mange sjusser i svælget, og nu skal chefen sgu have at vide, hvad du synes om ham eller hende. I alkoholtågerne til årets firmajulefrokost virker det måske som en god idé at overfuse din overordnede med skældsord eller oven i købet stikke ham en flad. Det er det også. Hvis du altså gerne vil have et spark bag og en fyreseddel. Fagforeningen 3F og HK Kommunal bekræfter overfor ekstrabladet.dk, at våde firmafester engang imellem fører til fyringer. - Det er jo forfærdeligt for alle parter, og vi skal jo sidde at tørre op bagefter, når upassende opførsel som vold og sexchikane fører sager med sig, siger Niels Jakobsen , arbejdsmiljøkonsulent i HK Kommunal , der blandt andet beskæftiger sig med chikane, til ekstrabladet.dk. Fra både 3F, HK og Dansk Arbejdsgiverforening lyder det, at det er meget individuelt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvad du kan tillade dig, når Jingle Bells brager ud af bassen til årets store julefest - og hvad du eventuelt vil kunne slippe af sted med juridisk.
Ekstra Bladet
25-11-11
Regeringen ude på skråplan
Debatindlæg af Brian Andersen formand for HK Kommunal og medlem af beskæftigelsesankenævnet i Nordjylland. Den nuværende regering er ude på et skråplan, når de ikke udnytter muligheden for at ændre de tåbelige regler om, at sygedagpengene, som kommunerne udbetaler, kun kan refunderes fra staten, i 52 uger. Der skal ikke være nogen tidsbegrænsning for refusionen. Uden tidsbegrænsning tror jeg, vi vil se færre ankesager. Og færre ankesager er der brug for, således behandlingstiden kan komme ned på et rimeligt niveau. Samtidig vil jeg godt appellere til regeringen om, at de ikke at gennemføre de besparelser i statsforvaltningerne, som den tidligere regering har lagt op til. Gør man det, frygter jeg at ankesagerne kan tage op til over et år, inden der kommer en afklaring. Og det er ikke rimeligt, at borgerne skal vente så længe på en afklaring. Så kære regering, vis nu Jeres værdier og gør noget godt, for de svage i samfundet. Samtidig er det jo ikke ordentlig arbejdsbetingelser, at give os som medlemmer af ankenævnene, at vi skal træffe en afgørelse med over et års tilbagevirkende kraft. Ofte vil det jo være for sent og ligegyldig. Dermed er borgernes retssikkerhed, jo også i fare.
Nordjyske Stiftstidende
25-11-11
Forbund vil presse LO til megafusion
Udmeldingen fra HK/ Kommunal i København om at overveje sit medlemskab af LO har pustet gevaldigt til diskussionen om magtfordelingen i LO, hvor funktionærerne og de offentligt ansatte nu tager bladet fra munden. Kritikken er klar: LO er blevet for partipolitisk og tager ikke tilstrækkeligt hensyn til medlemmer med et højere uddannelsesniveau end de fag-og ufaglærte industriarbejdere, som traditionelt set har udgjort kernen i LO, men som nu bliver færre og færre i antal. Hvis LO vil undgå at miste flere medlemsforbund, bør hovedorganisationen derfor sætte et arbejde i gang med henblik på at fusionere sig ind i FTF, lyder det fra funktionærerne og de offentligt ansatte. - Inden for uddannelsesområdet føler vi, at LO især taler på de faglærte og ufaglærtes vegne og simpelthen ikke hæver overliggeren nok. Vores medlemmer er heller ikke begejstrede for, at LO har tilkendegivet så markant en støtte til den nye regering. Vi mener, det er helt oplagt at fusionere med FTF, for vi står som lønmodtagere meget stærkere, når vi taler med én stemme, og det vil også gøre lobbyarbejdet lettere i forhold til EU, siger Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund. Hun kommer samtidig med en slet skjult trussel til LO-formand Harald Børsting, hvis ikke der sker noget. Det bliver dog ikke let at få overtalt FTF til at danne en helt ny hovedorganisation, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet. I FTF ønsker formand Bente Sorgenfrey ikke at blande sig i de interne diskussioner i LO, men FTF er »altid åben over for at tage nye medlemmer ind«, lyder hendes kommentar - mens LO-formand Harald Børsting i går afviste, at LO ikke har fokus på den offentlige sektor.
Berlingske
24-11-11
FTF afviser fusion med LO
Modsætninger mellem LO og FTF er for store til, at en fusion kan komme på tale de kommende år. Det fastslår formand for FTF, Bente Sorgenfrey, der repræsenterer 450.000 offentligt og privatansatte bl.a. lærere, pædagoger og sygeplejersker. - Man skal aldrig udelukke noget, men jeg kan ikke se en fusion lige rundt om hjørnet, siger hun. LO-forbund som Teknisk Landsforbund, FOA og HK bejler ellers til FTF og opfordrer til en fusion. Så sent som i går sagde LO's formand Harald Børsting, at han ikke vil afvise en fusion. En ny megaorganisation vil i givet fald rumme over 1,5 millioner lønmodtagere. FTF's formand er glad for de mange bejlere fra LO-familien. - Jeg er selvfølgelig smigret over, at LO-forbund synes, at FTF gør det godt, men jeg mener, at det vil være forkert kun at vende snuden en vej, nemlig mod LO. Mange af vores grupper har et tæt samarbejde med AC, siger hun. Hele diskussionen om en eventuel fusion tog fart i går, da HK/Kommunal i Hovedstaden meldte ud, at de ønsker at forlade LO-familien til fordel for FTF. HK 's formand Kim Simonsen forventer at søsætte en undersøgelse til næste år, der skal vise, om det er en fordel for hele HK eller for nogle af de fire sektorer at skifte hovedorganisation. Kim Simonsen vil ikke afvise, at HK Kommunal og måske HK Stat går over til FTF, mens HK Privat og HK Handel bliver i LO. -Man kan forestille sig hvad som helst. Jeg kan på 30 sekunder stille mig ti spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på. Det er derfor, vi formentlig snart skal have undersøgt, hvor HK står bedst for at varetage medlemmermes interesser, siger han.
Avisen.dk m.fl.
24-11-11
Jule-flirten trives i kommunerne
Der er godt gang i flirteriet, når landets cirka 60.000 kommunalt eller regionalt ansatte HK 'ere går til julefrokost på deres arbejdsplads. 22 procent har både flirtet og ladet andre flirte med sig, mens fem procent alene har oplevet andres flirt. En enkelt procent angiver, at de har flirtet uden, at det har været gensidigt. Det viser en undersøgelse, som HK/ Kommunal foretog efter sidste års firmajulefrokoster. Mere end hver fjerde har altså enten aktivt, passivt eller begge dele flirtet under julefrokosten, og det er i langt de fleste tilfælde kollegaen, der er omdrejningspunktet, når snakken bliver mere end blot venskabelig. Blot otte procent af de flirtende HK 'ere angiver, at de har været i lag med chefen. Arbejdsmiljøkonsulent Niels Jakobsen fra HK/ Kommunal er på ingen måde overrasket over flirtens udbredelse. - Folk møder jo i forvejen oftest hinanden i mere intim sammenhæng, hvor der er mange mennesker samlet. Det kan være til fester, på arbejdspladsen eller i idrætsforeninger. En julefrokost, der er en fest på arbejdspladsen, har alle muligheder for at danne ramme om sværmeriet. Og som udgangspunkt mener jeg ikke, en gang flirteri kan gøre megen skade, når vi taler arbejdsmiljø, siger Niels Jakobsen. Hvor meget der flirtes på de enkelte arbejdspladser afhænger af, hvor i landet man er ansat, viser undersøgelsen. Mens 33 procent af de østjyske og københavnske HK 'ere har oplevet flirt i en eller anden form, gør det samme sig gældende for bare 21 procent af de ansatte i Sønderjylland.
B.T.
24-11-11
HK'ere vil forlade LO
LO gør intet for de offentligt ansatte, mener HK Kommunal og truer med at forlade hovedorganisationen. Det kan betyde en sprængning af LO. Mens medlemmerne i stor stil flygter ud af LO's forbund, bliver LO-fagbevægelsen nu også angrebet indefra. I en usædvanlig hård tone erklærer ledelsen for HK Kommunal Hovedstaden sig klar til at kappe de historiske bånd til LO-fagbevægelsen. Det er umuligt at føle sig hjemme i et LO, der nedprioriterer de offentligt ansatte og først og fremmest interesserer sig for den traditionelle industriarbejder, lyder kritikken, der også er formet som et angreb på LO's formand, Harald Børsting: - Vores unge medlemmer synes ikke, Harald Børsting er cool, det gør mange af vi gamle heller ikke. Vi har svært ved at se Børstings visioner for velfærdssamfundet, svært ved at se, hvordan han kan stoppe medlemsflugten og give fagbevægelsen et moderne ansigt. Og så er han bare ikke god til at sælge billetter i medierne, siger Winnie Axelsen , formand for de 21.000 kommunalt ansatte HK 'ere i hovedstadsområdet. Som et første skridt på vejen mod det, der kan blive en historisk løsrivelse fra LO, forlanger Winnie Axelsen og hendes forbund en formel undersøgelse af, om hele HK Kommunal med fordel kan melde sig ind i den anden store hovedorganisation, FTF. Og den undersøgelse bliver bakket op af formanden for det samlede HK Kommunal, Bodil Otto : - Vi behandler forslaget om en sådan undersøgelse på vores kongres i januar, men vi samarbejder i forvejen med flere af FTF's forbund, så det lyder fornuftigt at få undersøgt, hvad der er bedst for vores 60.000 medlemmer - FTF eller LO. Oprøret fra HK 'erne bør udløse en øjeblikkelig kursændring i LO-toppen, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet: - Det her er en dybt alvorlig situation for LO, og den er selvforskyldt. For LO og Harald Børsting har jo ikke gjort ret meget for at vise de offentligt ansatte, at de også hører hjemme i familien, siger Henning Jørgensen. FOA's formand, Dennis Kristensen, kalder kritikken fra HK 'erne for berettiget. Både i FOA og HK Kommunal har mange medlemmer daglig kontakt med FTF's medlemmer og forbund. - Vores virkelighed er den samme; at der bliver skåret ned og fyret medarbejdere. Og i en uvis fremtid skal vi kunne hjælpe medlemmerne med diplomuddannelser og nye visioner. Det er ikke det, LO har mest fokus på, siger Winnie Axelsen og tilføjer: - Vi hører tit, at Harald Børsting bruger meget tid på at besøge medlemmernes arbejdspladser. Mig bekendt har vi ikke set ham på et eneste rådhus, bibliotek eller tandlægeklinik i hovedstadsområdet.
Politiken, Radioavisen, TV-Avisen, TV2 Nyhederne m.m.fl.
23-11-11
Børsting bør ryge en hurtig fredspibe med HK'erne
LO-toppen gør klogt i at tage oprøret fra de københavnske HK 'ere dybt alvorligt. Skal LO have en berettigelse på fremtidens arbejdsmarked, skal bevægelsen også være i stand til at organisere og favne de store grupper af offentlige funktionærer. Men de drukner fortsat under tyngden af LO's toneangivende forbund, 3F og Metal, der organiserer de traditionelle industriarbejdere. Sådan lyder meldingen fra to af landets førende arbejdsmarkedsforskere, Flemming Ibsen og Henning Jørgensen. - LO er i forvejen presset af en voldsom medlemsflugt og kan ikke holde til at miste det helt store funktionærforbund HK«, siger Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet. Ledelsen i HK Kommunal Hovedstaden kritiserer i usædvanlig skarpe vendinger LO for at glemme de offentligt ansatte medlemmer. Kritikken bliver bragt frem i Kommunalbladet . Og på HK Kommunals kongres i januar vil de københavnske HK 'ere foreslå et servicetjek af LO-medlemskabet og en formel undersøgelse af, om det var bedre for medlemmerne at melde sig helt ud af LO og ind i FTF, der organiserer andre offentligt ansatte personalegrupper og privatansatte funktionærer. - Harald Børsting bør ryge en hurtig fredspibe med de oprørske HK 'ere, for det her kan meget vel brede sig, siger Flemming Ibsen, der også er professor på Aalborg Universitet. Ifølge Politikens oplysninger er utilfredsheden med LO udtalt i flere af HK 's sektorer. Og samtidig ser det nu ud til, at LO-medlemskabet kommer til eksamen hos samtlige 300.000 HK 'ere. Det er meldingen fra HK 's forbundsformand, Kim Simonsen: - Det siger sig selv, at hvis medlemmerne i HK Kommunal gennemfører en sådan test, så bør den gennemføres i det samlede HK, siger han. Kim Simonsen er ikke enig i HK Kommunal Hovedstadens skarpe kritik af LO.Og slet ikke i kritikken af LO-formand Harald Børsting, der blandt andet bliver kritiseret for at mangle medietække. - Man skal gå efter bolden - ikke manden. - Det er medlemmerne, der bestemmer - så enkelt er det, siger Simonsen. Harald Børsting har ikke det mindste imod at ryge en hurtig fredspibe.
Politiken m.fl.
23-11-11
HK-tillidsfolk: Vi ville være mere synlige hos FTF
HK Kommunals ledelse overvejer, om man skal melde sig ud af samarbejdet med LO, fordi man ikke mener, at organisationen har nok fokus på offentlig ansatte. Arbejdsmiljørepræsentant Grith Pontoppidan, Københavns Kommune , betragter LO som en 'gammelmandsbutik'. Hun mener, at HK Kommunal ville passe bedre ind under FTF. Tillidsmand Pia Revsbech, Herlev Kommune , er enig; hun mener, at det offentligt ansatte administrative personale ville blive mere synligt hos FTF. Forsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, forklarer dog, at HK ikke umiddelbart kan melde sig ud af LO. Han foreslår, at LO i højere grad plejer de funktionæransattes interesser. LO's formand, Harald Børsting, synes, at man i forvejen gør, hvad man kan. Vi har jo ikke kun offentligt ansatte, og vi har heller ikke ubegrænsede ressourcer, forklarer han. FTF-formand Bente Sorgenfrey byder HK 'erne velkommen.
DR Radioavisen
23-11-11
Jammerbugt dømt for usaglig fyring
Det koster nu Jammerbugt Kommune 200.000 kroner, at kommunen i marts 2009 fyrede sin sundhedschef. Afskedigelsesnævnet har netop givet HK/Kommunal Nordjylland medhold i, at fyringen var usaglig og har derfor tilkendt den tidligere chef erstatning svarende til fire måneders løn, skriver HK Bladet Nordjylland. Sundhedschefen - der var socialchef i den tidligere Pandrup Kommune og organiseret i HK/Kommunal Nordjylland - blev ved kommunalreformen i 2007 overført til den nye sammenlagte Jammerbugt Kommune. Sundhedschefen refererede direkte til socialdirektøren, men samarbejdet mellem socialdirektøren og sundhedschefen blev - efter socialdirektørens opfattelse - tiltagende dårligt, for til sidst at ende men en egentlig afsked. HK/Kommunal mente, at afskedigelsen var usaglig og det har afskedigelsesnævnet nu givet HK/Kommunal Nordjylland medhold i.
Dr.dk, TV2Nord.dk m.fl.
22-11-11
Omtanke stadig tilladt - også ved udbud
Debatindlæg af Viggo Thinggaard og Hans-Henrik Hansen fællesformand, HK Østjylland og formand for HK Kommunal Østjylland. Byrådet skal 28. november tage stilling til kommunens politik og strategi for udbud. I HK Østjylland er vi ikke imod enhver udlicitering. Men vi opfordrer byrådet til at tage en grundig debat om, hvorfor udbud og udliciteringer er oppe i tiden, hvilke følger det får for den politiske indflydelse, og hvilke besparelser der reelt kan opnås. Til grund for enhver udlicitering foreligger en kontrakt, hvori opgaven er beskrevet. Hvad der ikke er beskrevet, bliver heller ikke udført, eftersom der ikke er betaling for det. Dette elementære forhold medfører en stivhed i dagligdagen, hvor det stik modsatte -nemlig fleksibilitet -ellers har været et af de erklærede formål med at udlicitere. Løsningen af ikke-forhandlede opgaver kan betyde nye forhandlinger og tillægskontrakter. En omstændelig og dyr historie. Og en udvikling som medvirker til at begrænse de områder, som kommunalpolitikerne har direkte indflydelse på. Endelig skal vi huske på, at hvad der for den enkelte entreprenør kan være rationelt, kan meget vel være irrationelt for helheden. Fx er det irrationelt for det offentlige som sådan, hvis der i den ene ende skabes et arbejdsmiljø, der fører til hurtigere nedslidning af de ansatte og dermed i den anden ende til forøgede udgifter til sygedagpenge, hospitalsophold, førtidspension m. v.
Midtjyllands Avis
22-11-11
Flere fagforbund kræver en ny dansk lov mod mobning
Det er for nemt for arbejdsgiverne at slippe uden om ansvaret. Og for svært at få alvorlige mobbesager afgjort til lønmodtagernes fordel ved domstolene. Det er baggrunden for en usædvanlig alliance i fagbevægelsen, hvor HK/Kommunal og DJØF nu opfordrer regeringen til at indføre en ny dansk mobbelov. Begge forbund oplever, at sager om grov mobning på arbejdspladsen er et stort og stigende problem. Men arbejdsmiljøloven er både uklar og upræcis og blottet for sanktioner, når det gælder sager om mobning, mener de to forbund. - Vi har ført masser af mobbesager ved domstolene - men vi har tabt dem alle, siger Niels Jakobsen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Kommunal : - Det er næsten en umulig opgave at hjælpe de mennesker, der bliver mobbet af deres chefer eller kolleger, selv om vi ved, at det er dybt ydmygende og smertefuldt og ofte fører til, at mennesker bliver stødt ud af det sociale fællesskab og ud af arbejdsmarkedet, siger han. HK/Kommunal har i samarbejde med forbundets advokater udarbejdet et fuldt færdigt forslag til en ny mobbelov. Og det bliver nu sendt videre til justitsminister Morten Bødskov (S). Står det til HK/Kommunal og DJØF, skal en ny mobbelov have to grundpiller: Det skal være dyrere for en arbejdsgiver at se den anden vej, hvis ansatte er udsat for chikane eller mobning på jobbet. Og så skal lønmodtagere og arbejdsgivere dele bevisbyrden i eventuelle erstatningssager. I Frankrig har en stram mobbelovgivning sendt titusindvis af grove chikane og mobbesager gennem retsmaskineriet. I de franske sager får lønmodtagerne en erstatning svarende til seks måneders løn, hvis de er blevet chikaneret eller mobbet, uden at arbejdsgiveren har taget affære. - Det er efter vores mening en meget passende sanktion, siger Niels Jakobsen , der mener, at Danmark med fordel kan kopiere den skrappe franske mobbelov.
Politiken, Ritzau, DR P1 Radioavisen, P3 og P4 Nyhederne m.m.fl.
18-11-11
HK til kamp mod offentlig gabestok
En ny hjemmeside hænger offentligt ansatte ud. Nu går HK/Kommunal til kamp for at få kommunerne til at hjælpe dem, der kommer i gabestok. Hjemmeside, der hænger offentligt ansatte ud, vil få kamp til stregen af landets næststørste fagforbund. I begyndelsen af november åbnede detsorteregister.dk, der indeholder navne på offentligt ansatte med påstande som chikane og magtmisbrug. I HK/Kommunal er man forarget over, at flere ansatte i kommunerne er havnet i detsorteregister.dk og mener, at kommunen har pligt til at hjælpe. - Helt overordnet er det jo kommunen og kommunens afgørelse i en konkret sag, der er anledning til registreringen på detsorteregister.dk. Og det er min klare opfattelse, at kommunen skal stille med hjælp i form af for eksempel psykologbistand, medierådgivning og juridisk bistand, siger faglig konsulent Henrik Gammelholm . Datatilsynet er allerede ved at se på, om det er lovligt, at hjemmesiden hænger ansatte, som borgere har klaget over, ud med navn, adresse og telefonnummer. Ifølge Henrik Gammelholm træffer tilsynet en afgørelse i slutningen af næste uge. HK/Kommunal arbejder også sammen med andre organisationer på at få udarbejdet generelle vejledninger til, hvordan man som ansat skal forholde sig, hvis man hænges ud på nettet.
Avisen.dk m.fl.
18-11-11
Kan selv bestemme satserne
Det vakte stor opstandelse, da det kom frem at politikerne kan hæve næsten det dobbelte af de kommunalt ansatte i godtgørelse for at bruge egen bil til arbejdsopgaver. Problemet var, at selvom man havde valgt at sætte taksten ned for de kommunalt ansatte, skulle det ikke være lovligt at sætte taksten ned for politikerne, men det undsiger en juridisk ekspert nu, ligesom Kommunernes Landsforening ( KL) bekræfter, at det kan være muligt at ændre på politikernes godtgørelse. - Jeg kan ikke se, der er noget til hinder for at de folkevalgte får den lave godtgørelse på linie med de ansatte. Ifølge kommunestyrelsesloven bestemmer byrådene i udgangspunktet selv kørselsgodtgørelsens størrelse, herunder om der kan køres til høj eller lav takst, siger Professor dr. jur. Claus Haagen Jensen fra CBS til HK Kommunalbladet , der også har undersøgt sagen om taksterne til politikere, efter flere andre kommuner har barslet med
Frederiksborg Amts Avis
18-11-11
Fagforeninger: At han tør - i et af de værste år
Mens borgmester Jacob Bundsgaard (S) ønsker færre medarbejdere i den kommunale administration, afviser medarbejderrepræsentanter, at der er overflødige ansatte i kommunen. Jacob Bundsgaard foreslog i går i JP Aarhus bl. a. at afskaffe det nuværende magistratsstyre med seks parallelle forvaltninger med tilhørende administrationer. Medarbejderorganisationerne har ikke hørt om planen. Aarhus Kommune har i den seneste sparerunde, som blev vedtaget i sidste måned, netop iværksat besparelser i kommunens administration. I 2012 er der planlagt besparelser for 54 mio. kr. på administration. Beløbet er sat til at stige til 87 mio. kr. i 2013, men hvis der skal spares yderligere 75 mio. kr. på administrationen, vil det formentlig bl. a. ramme flere medlemmer af fagforeningen HK. - Der kan måske være besparelser i forhold til at sammenlægge nogle af de forskellige ledelsessekretariater, kommunikationsafdelinger osv. i magistratsafdelingerne. Der skal ikke være en overflødig ansat HK 'er i Aarhus Kommune. Det mener jeg heller ikke, at der er i dag. Tværtimod, så løber de HK -ansatte rigtigt stærkt, siger Hans - Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland. Ifølge Hans - Henrik Hansen er der i dag en generel samfundsholdning om, at administration kan beskæres uden konsekvenser. - Bureaukrati skal skæres ned til et absolut minimum. Men administration er ikke det samme som bureaukrati. Administration er et nødvendigt tandhjul i forhold til, at de andre funktioner og faggrupper i kommunen kan virke, siger Hans - Henrik Hansen .
JP Aarhus
17-11-11
Ingen HK'ere er overbetalte
Debatindlæg af bl.a. Helle Rix, fællestillidsrepræsentant Magistraten for Sociale Forhold. Mie Kathrine Damgård Petersen (MKDP) hævder 31/ 10 i et læserbrev, at HK 'erne i Aarhus Kommune er "overbetalte". Der er ingen HK 'ere i Aarhus Kommune , der er overbetalte. De bliver betalt efter en fælles aftale, overenskomst, mellem de kommunale arbejdsgivere og HK Kommunal. Akkurat som det foregår på resten af arbejdsmarkedet, hvor der er overenskomst. MKDP skriver også, at formanden for HK Kommunal Østjylland "klynker", fordi en udlicitering betyder, at hans medlemmer skal over på en overenskomst for privatansatte med en lavere løn frem for at bruge kræfterne på at varetage sine medlemmers interesser. Det er præcis det, vi gør i HK Kommunal. Hvis vi ikke værner om overenskomster og kollektive aftaler, som bygger på "den danske model" risikerer vi polske tilstande, social dumping og en "lønmæssig limbo". Havde MKDP sat sig lidt ind i HK 's organisation, ville hun være klar over, at HK består af fire forskellige sektorer, reelt fire fagforeninger i én, med hver sin formand og med forskellige overenskomster og kollektive aftaler. Af HK Kommunals udliciteringspolitik fremgår det klart, at vi ikke er imod udlicitering af ideologiske grunde. Men det skal give mening og må ikke ske via konkurrence på løn-og ansættelsesvilkår.
JP Aarhus
14-11-11
At arbejde i et krydsfelt
Debatindlæg af Pia Tørving og Brita Andersen HK/ Stat og HK/ Kommunal Midt. Det er med stor glæde, at vi har læst om bevillingen af knap fem millioner kroner fra Forebyggelsesfonden til Svendborg Jobcenter. Midlerne skal gå til forbedring af det psykiske arbejdsmiljø. Blandt delmålene er at holde personalegennemstrømningen under 10 procent og sygefraværet under fire procent. Det at arbejde i et krydsfelt mellem politikerne og lovgivningen på den ene side og borgernes forventninger på den anden side er ikke nogen let opgave. Det er ikke desto mindre den virkelighed, som socialrådgivere, socialformidlere, jobkonsulenter m. fl. står op til hver morgen. Det slider på psyken at arbejde i denne frontlinje, hvor borgerfrustrationer ofte får frit løb, og hvor pressen tit er hurtig på aftrækkeren i dens dom over afgørelser og sagsbehandling. At lovgrundlaget hele tiden flytter sig på grund af den opmærksomhed, som politikerne vier området, gør blot presset endnu større. Jobcenter Svendborg skal have stor ros for at tage handsken op og insistere på, at man ikke skal blive syg af at gå på arbejde. Det skal tværtimod være berigende, også selv om man arbejder i en "konfliktzone", hvor risikoen for stress og psykisk nedslidning kan være overhængende. Vores håb er, at resultaterne af dette projekt vil blive så positive, at også andre offentlige arbejdspladser kan drage nytte af dem.
Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis
14-11-11
Kritik af 40 it-fyringer: Ledelsen har sovet i timen
Ledelsen har ikke gennemført personlige udviklingssamtaler med 40 fyringstruede it-medarbejdere. HK er rystet over, at ingen har fået et vink om manglende kompetencer og kalder processen uetisk. HK/Kommunal Østjyllands formand, Hans Henrik Hansen , raser i et brev til Region Midtjylland over den fyringsplan, som truer 40 ansatte i regionens it-afdeling. Især er formanden vred over selve processen, hvor 40 medarbejdere har fået at vide, at de ikke er kompetente nok. I brevet skriver formanden blandt andet, at denne proces oplever vi som en meget smertelig proces blottet for etik og ansvarlighed. Han hæfter sig ved, Region Midtjyllands begrundelse for at udvælge mange af de prikkede it-folk ikke har baggrund i folkenes it-faglige kompetencer, men mere i de ansattes sociale og personlige kompetencer. - Det interessante i den sammenhæng er, at ledelsen ikke tidligere har gjort opmærksom på, at en adfærd eller kompetence skal justeres, siger Hans Henrik Hansen. Han fortæller, at mange af de udvalgte til mulig fyring, forud har oplevet et totalt fravær af lokal ledelse. - Flere af vore medlemmer har måttet lede sig selv og selv fordele, prioritere og koordinere arbejdsopgaverne uden nævneværdig sparring, information og vejledning fra ledelsen siden regionens opstart. Desuden fik de prikkede medarbejdere i it-afdelingen i Region Midtjylland ifølge Hans Henrik Hansen hver i sær blot tre minutters samtale med den nærmeste leder, inden de blev sendt ud med et brev i hånden. Samlet set, mener Hans Henrik Hansen, at Regionens håndtering af processen omkring de 40 kommende fyringer er under al kritik.
DR P4 nyheder, Computerworld m.fl.
11-11-11
Slår på tromme for bureaukratiet
Der er værdi i et velfungerende bureaukrati, lyder det fra en ny HK -forening for administrative medarbejdere. Der bliver grædt tørre tårer, når kommunerne skærer i administrationsbudgettet. Faktisk bryster mange lokalpolitikere sig af nedskæringer blandt de administrative medarbejdere, mens man fremhæver, at udgifterne til ansatte med varme hænder holdes i ro. Men nu vil en ny forening tale de kolde hænders sag. Et velfungerende bureaukrati er en afgørende forudsætning for velfærd og vækst, lyder mantraet i Administrationsbachelorernes Landsforening, som hører under HK . Foreningens mål er at nuancere og udfordre, hvad man betegner som en stereotyp og negativ opfattelse af bureaukrati. - Den nye regering vil i de kommende år kickstarte dansk økonomi ved at fremrykke og igangsætte investeringer for godt 19 milliarder kroner. Hvis de investeringer skal have ben at gå på, kræver det planlægning, styring og effektiv sagsbehandling - et effektivt bureaukrati, siger den nyvalgte formand, Rikke Christensen. Foreningen henter sine medlemmer blandt de studerende, der læser til administrationsbachelor. Uddannelsen har oplevet et sandt boom siden oprettelsen i 2008, og Rikke Christensen er overbevist om, at de studerende vil være med til at sikre et effektivt fungerende velfærdssamfund. - Vi kommer snart ud i det mest effektive offentlige bureaukrati i OECD-landene: Den offentlige sektor i Danmark. Vi glæder os til at være en del af det, erklærer hun.
Danske Kommuner, Lokalaviser m.fl
08-11-11
Administrativ besparelse på 51.000.000 siden 2008
Debatindlæg af Helle Bang Andersen, Fællestillidsrepræsentant Fredericia Kommune. Kære Thomas Banke og Lars Ejby. Måske tolker jeg artiklen i Dagbladet den 3. november forkert, men for mig lyser stoltheden ud af den artikel. For mig som fællestillidsrepræsentant for HK 'erne er der ikke noget at prale af i de nedskæringer. Jeg ser mine HK kolleger udføre et effektivt, kvalificeret og omfattende arbejde for borgerne i Fredericia og for jer politikere. Jeg deltager i bisidderrollen, når stress rammer, og det er ikke en god oplevelse at sidde med mennesker, der har brændt for deres arbejde og nu er syge. Jeg hører om sagsantal der ligger tårnhøjt og som sikkert er med til at gøre medarbejderne syge - og de samme arbejdsforhold der af og til rammer Dagbladets sider med fortællinger om problematiske oplevelser med systemet. Der er på landsplan mange artikler om forkerte afgørelser i sager, og mon ikke Fredericia har sin andel af de fejl? Kunne det tænkes, at arbejdsmængden er for stor og derfor har sin andel af de problemer? Det er også mig, der sidder ved siden af de kolleger, der bliver fyret og efterfølgende kan stille sig op i arbejdsløshedskøen, den kø der i øjeblikket kun vokser. Kolleger der står tilbage med en usikker og uvis fremtid. OK, jeg ved hvilke økonomiske udfordringer Fredericia står i, jeg ved, at digitaliseringen er kommet for at blive. HK 'ere er med på de nye udfordringer og med på de spændende nye opgaver, der venter forude. Men - situationen er ikke til at glæde sig over eller til at være stolt, det er for mig at være respektløs over for de, der er ramt - og det gælder uanset, hvilket arbejde man har.
Fredericia Dagblad
05-11-11
Bevar jobcentre
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Borgerne har givet mandat til en ny regering. En regering, der lytter, handler og vil i dialog med de rigtige fagforeninger. I stedet for, som den tidligere regering, der lod, som om man lyttede. Så skulle man jo tro, at alt var godt. Jo, jo, men så er det så også vigtigt, at vi som fagforeninger kan finde ud af at samarbejde, om de rigtige løsninger. På LO's kongres gjorde jeg det tydeligt, at man i LO skal arbejde for at bevare jobcentrene i kommunal regi. Det mener jeg, fordi mine HK -medlemmer i kommunerne faktisk yder et rigtig godt og meget kvalificeret stykke arbejde. Det har været en stor og svær proces, at få AF systemet og det kommunale system til at fungere, som en enhed. Det er lykkes, takke være mine gode kolleger, både fra AF og kommunerne. Man har fået indarbejdet det bedste fra begge systemer, således vi i dag, efter fire år, har nogle meget velfungerede jobcentre. Og det er endda i en tid, hvor der bliver flere og flere arbejdsløse. Efter fire år mangler der stadigvæk nogle ting, der skal ændres. Men meget af ændringerne er ny lovgivning. Det er den tidligere regerings mange bøvlede regler, dobbelt administration, kontrol og alt for meget papirarbejde, der skal fjernes. På det grundlag må jeg kraftigt og tydeligt sige, at jobcentrene er kommet for at blive, i den enkelte kommune. Vi skal ikke igen have en stor reform, her blot fire år efter. Det vil være spild af gode personaleressourcer, som bliver brug på systemer, i stedet for at bruge ressourcerne på de ledige.
Nordjyske Stiftstidende
04-11-11
HK bakker op om jobkonsulenters kritik
De ledige udsættes for næsten ubrugelige aktiveringstilbud, kritiserer de ansatte på landets jobcentre ifølge en rundspørge, som DR Nyheder har gennemført. Det er ubehageligt at sende de ledige på den slags kurser, betoner jobkonsulent i Københavns Kommune Selma Bekric-Kukulj. De ansatte kritiserer blandt andet tilbud som "Den offentlige virksomhedspraktik", "Job med løntilskud i offentlige virksomheder" og det seks uger lange jobsøgningskursus. Det ville være rigtig godt, hvis jobkonsulenterne havde noget mere frihed, betoner Selma Bekric-Kukulj. Jobkonsulenternes opfattelse overrasker ikke Ilse Asmussen , der er medlem af HK 's bestyrelse. Ilse Asmussen forklarer, at konsulenterne ikke bliver målt på kvaliteten, men på om de opfylder en række formelle krav.
DR Radioavisen
01-11-11
Jobcentrene utilfredse med egne tilbud
Jobcentrene, der skal skaffe job til de arbejdsløse, fungerer ikke. Mange af reglerne skader ligefrem bestræbelserne på at bringe ledigheden ned. Sådan lyder kritikken i en undersøgelse, som DR har lavet blandt jobcentrene selv. En af de ting, som medarbejderne hos jobcentrene retter en skarp kritik mod, er virksomhedspraktik i offentlige virksomher - det skaffer ikke folk i job, lyder det. I undersøgelsen siger syv ud af ti også, at reglerne på dagpengeområdet ikke fungerer. Det kommer ikke bag på formanden for HK Kommunals beskæftigelsesudvalg, Ilse Asmussen . Hovedparten af medarbejderne i undersøgelsen mener sågar, at de chikanerer de jobsøgende med alt for høje krav, som i sidste ende hæmmer jobsøgningen hos den ledige. Ilse Asmussen mener, at den ledige skal sættes i centrum. Og så skal der mere fokus på kvaliteten i jobcentrenes tilbud, understreger hun.
DR P1, TV-A m.fl.
01-11-11
Oprettet: 04.01.12, kl. 11.39
Redigeret: 04.01.12, kl. 11.39 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <04.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.