Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > Spot på... > HK besøger arbejdspladser > Opgaver og klager hober sig op



Opgaver og klager hober sig op

Klager til kommunen hører krisetider til, og samtidigt er opgaverne flere og hænderne færre. Det kan Byrådssekretariatet i Hillerød Kommune mærke.

Hillerød Kommune har ligesom mange andre danske kommuner oplevet besparelser de seneste år. I januar 2008 røg 100 stillinger. Det er et af temaerne, da HK er på besøg på Hillerød Rådhus på HK-dagen.

I Byrådssekretariatet i Hillerød Kommune prøver de 12 HK’ere at løfte i flok. Med de færre ressourcer skal der klares flere opgaver - blandt andet på områderne beboerklagenævn, huslejenævn og boligkommission. Samtidigt er der en del her- og nu-opgaver.

Vivi Uldam
Vivi Uldam får en snak med HK's delegation på sin 60-års fødselsdag.

- Det kører bare så stærkt, så det kan være svært at huske, hvad vi lavede før og nu. Det er bare om at holde sig i gang, siger Vivi Uldam, administrativ medarbejder i Byrådssekretariatet.

HK/Kommunals ungdomskonsulent og kandidat til næstformandsposten i HK/Kommunal, Mads Samsing, som er med på dagen, opfordrer medarbejderne til at passe på sig selv:

- Det er vigtigt, at I begynder at sige fra og sætte grænser for, hvad I kan overkomme, siger han.

Han vil kæmpe for, at de kommunale medarbejdere ikke presses yderligere.

Klagekultur i krisetider

Siden finanskrisen har sat ind, får Byrådssekretariatet samtidigt flere klager fra borgere. Nogle borgere viser sig endog fra deres utålmodige side og er hurtige til at rykke på mail eller telefon, hvis de ikke prompte får svar.

Vivi Uldam, som i dag fylder 60 år, har fået redskaber til at takle klager. Hun var for nylig med en kollega til et oplæg om håndtering af borgere, der ringer til kommunen med klager. Hovedbudskabet var, at man skal kontakte borgeren, så snart klagen er der og generelt følge op på sagen.

Nu vil Vivi Uldam se, om det kan lade sig gøre for medarbejdere i Hillerød at komme på kursus i metoden.

Se flere tekster og billeder fra HK-dagen

Af Kirstine Høj

Oprettet: 29.09.11, kl. 08.41

Redigeret: 04.10.11, kl. 15.47 af Lia Ellehuus


Ophavsret

Udgivet <29.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.