Tillidsrepræsentanten har brug for din opbakning
Gode løn- og arbejdsvilkår dumper ikke ned fra himlen
Tekst: Nicolas E. Fischer, tillidsmand i HK Luftfart
Når der er uro ude i verden, bliver vi mindet om, at vi er privilegerede. Vi har ret til at sige vores mening, vi har lov til at organisere os, vi kan kritisere vores politiske ledere – og vores arbejdsgivere er nødt til at forhandle med os og indgå aftaler om arbejdsvilkår og løn.
Men denne privilegerede situation er resultatet af en lang kamp, hvor nogle hele tiden har været villige til at gå i brechen for deres arbejdskammerater.
Nogen skal gøre arbejdet
I dag betragter vi det normalt ikke som en dramatisk begivenhed, når vi forhandler overenskomster eller skændes med arbejdsgiverne om fortolkning af en arbejdsmiljøregel eller vagtplan.
Heldigvis. Men nogen skal jo gøre arbejdet – og prøv at forestille dig, hvis der slet ikke var nogen, der gad.
Vi bliver nu presset på en anden måde end for bare 10-20 år siden. Det handler stadigvæk om løn og arbejdsvilkår, men globaliseringen betyder, at vi bliver sammenlignet med medarbejdere i Kina og Indien.
Det er dem, vi skal konkurrere med, synes arbejdsgiverne. Så kampen fortsætter. Mindre dramatisk måske, men der er stadig nogen, der skal stille op og repræsentere dig.
Opbakning giver gennemslagskraft
Det er ikke nogen nem opgave at være tillidsrepræsentant (TR). Man skal slås for kollegerne, for arbejdspladsen, for arbejdsmiljøet, for individet, for fællesskabet.
Samtidig skal man optræde høfligt, indimellem bestemt, men alligevel fleksibelt. Man skal sørge for, at dørene hos ledelsen er åbne, men skal også kunne lukke dem, hvis der er behov for det.
Tillidsrepræsentanten repræsenterer sine kolleger. Det kræver, at kollegerne bakker op – det er det, der giver gennemslagskraft over for ledelsen.
Og arbejdsgiverne er specialister i at gennemskue, hvis kollegerne dybest set er ligeglade. Det betyder i praksis, at løn- og arbejdsvilkår kan blive ringere, end de behøvede at blive.
Tæt kontakt med kollegerne
Tillidsrepræsentanten skal være i tæt kontakt med sine kolleger. Og omvendt! Din tillidsrepræsentant har behov for dine idéer og er afhængig af dialogen med dig og andre kolleger. Gode løn- og arbejdsvilkår dumper ikke ned fra himlen.
Det starter med, at du fortæller din TR, hvad du har behov for. Ja, allerførst skal kollegerne selvfølgelig melde sig ind i fagforeningen.
Du skal dog vide, at hvervet som tillidsrepræsentant også har sine lyse sider. Det er interessant, udfordrende og sjovt at være TR. Indimellem kræver det mange timers arbejde, men når du ser resultaterne, er glæden og tilfredsstillelsen så meget større.
Fingeren på pulsen
Tillidsrepræsentanten er en helt central person på det danske arbejdsmarked, der jo er baseret på, at arbejdstagere og arbejdsgivere forhandler sig til rette.
Mens nogle arbejdsgivere stadig tror, det handler om at tryne medarbejderne, er moderne og fremsynede arbejdsgivere klar over, at tillidsrepræsentanten også effektiviserer og strømliner arbejdet.
Tillidsrepræsentanten har fingeren på pulsen og er med til at sikre samarbejdet i virksomheden.
Beskyttet
Det danske arbejdsmarkedssystem værdsætter den indsats så meget, at tillidsrepræsentanter er beskyttet mod ”enhver fjendtlig handling, herunder afskedigelse begrundet i deres status som tillidsrepræsentanter”.
Hvis ovenstående har givet dig blod på tanden, så meld dig som TR næste gang der er valg i dit område.
Og husk, at hvis I er mere end fem ansatte i dit område, så har I ret til en tillidsrepræsentant.
Kontakt HK Luftfart, så hjælper vi.
Oprettet: 18.03.11, kl. 12.08
Redigeret: 18.03.11, kl. 12.16 af Jan Fiil Christensen
Kontakt
Branchesektion Luftfart
Amager Strandvej 418 B 1.sal
2770 Kastrup
Telefon 3232 4482
Fax 3232 2805
Email: luftfarthk@luftfarthk.dk
Åbningstider:
Mandag-fredag: 09:00-15:00
Torsdag kun: 09:00-12:00
eller efter aftale
Ophavsret
Udgivet <18.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
