Du er her: hk.dk > Midt > Forsidenyheder > Blev 'franarret' sit HK-medlemskab



Blev 'franarret' sit HK-medlemskab

Konkurrencen om medlemmer er hård og under tiden tages der ufine metoder i brug.

Et HK-medlem blev under et besøg i Rosengårdscentret i Odense kontaktet af en kampagnemedarbejder fra fagforeningen ASE.

Medarbejderen ville blot gøre opmærksom på ASE's mange fortræffeligheder, og som afslutning på samtalen bad hun HK-medlemmet underskrive en blanket som kvittering for, at de havde snakket sammen.

Han undrede sig noget over proceduren, men valgte alligevel at skrive under. Da han kiggede nærmere på sedlen, viste det sig at være en overflytningsblanket og en tilmelding til PBS. Hun beroligede ham med, at papiret kun blev brugt, hvis han sagde ja tak til tilbuddet. Dette lod han sig slå til tåls med.

Stor var hans overraskelse derfor, da han efterfølgende modtog et velkomstbrev fra ASE.

- Jeg synes, det er groft. Jeg er godt tilfreds med at være medlem af HK og har ikke udtrykt noget ønske om at blive medlem af ASE, siger medlemmet til HK Midt Bladet. Han tog efterfølgende selv kontakt til ASE, som beklagede kampagnemedarbejderens salgsmetoder.

Medlemmet, der ønsker at være anonym, har accepteret undskyldningen og regner ikke med at høre yderligere fra ASE.

Oprettet: 25.01.12, kl. 10.00

Redigeret: 25.01.12, kl. 10.00 af Søren Berg


Ophavsret

Udgivet <25.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.