Det tager år at erkende dårlig hørelse

Nedsat hørelse er en realitet for 800.000 danskere, og 300.000 bruger høreapparat. Men én ting er at have problemer med hørelsen, noget helt andet er det at erkende, at man har det. Audiologopæd Gitte Engelund har forsket i den erkendelsesproces, som den enkelte typisk gennemgår, når hørelsen begynder at svigte.

Hun siger: - Høretab kommer sjældent over en nat. Hørelsen falder typisk langsomt over tid, og mange mennesker klarer sig godt i dagligdagen. De finder strategier for, hvordan de kan kompensere for den svigtende hørelse, og derfor går der ofte år, før venner og kolleger bliver opmærksomme på, at der er et problem. Det er et puslespil med mange brikker og flere stadier.

Erkendelsen sker ifølge Gitte Engelund typisk i fire etaper, som kan sammenfattes i følgende reaktionsmønstre:
Fase 1: ”Jeg hører udmærket. Det er de andre, der mumler!”
Fase 2: ”Måske er der alligevel noget om snakken, men der er ikke andre, der har sagt noget.”
Fase 3: ”Okay, jeg hører dårligt. Det er min skyld.”
Fase 4: ”Jeg er ikke længere den person, jeg var. Jeg orker ikke at tage til den fest.”

Hørelsen er helt uundværlig, når det gælder at færdes i det sociale rum, såvel på arbejdspladsen som privat, og hørehæmmede risikerer at blive socialt marginaliserede, hvis ikke de erkender deres høretab i tide og søger hjælp.

Den beslutning kommer ifølge Gitte Engelund først, når man erkender, hvad man har mistet, og tager en aktiv beslutning om, at det er ‘tid til at høre igen’.

Det er meget forskelligt fra person til person, hvad der udløser dette ‘cutting point’. Det er en ophobning af en masse frustration og gerne en helt konkret begivenhed, som får personen til at sige stop.
- Jeg har talt med en hørehæmmet, som tog beslutningen efter han havde set filmen ‘Italiensk for begyndere’ i biografen. Pludselig følte han sveden pible ud ad alle porrer, fordi han ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på lærredet, mens alle omkring ham var ved at blive kvalt i latter. Han følte sig lukket ude af det fællesskab, som latteren giver, og det blev vendepunktet for ham”, siger Gitte Engelund.

Faglig sagsbehandler i HK Midt, Klavs B. Larsen, har lidt af høretab de seneste 10 år og bærer selv høreapparater. Han kan godt genkende den fare for at isolere sig, som kan ligge i at være hørehæmmet.

Han er overfølsom for visse lyde i omgivelserne og lukker derfor ofte døren ind til sit kontor på arbejdet. Frokostpausen i kantinen har han overvejet helt at droppe, fordi det alligevel kan være svært at følge med i snakken rundt om bordet på grund af baggrundsstøj. Det sker også, at han ikke orker at tage til fester, fordi støjen gør det umuligt at føre en fornuftig samtale.
- Det er ikke ualmindeligt, at hørehæmmede helt mister evnen til at agere socialt, fordi de trækker sig fra sammenhænge, hvor de har svært ved at høre, eksempelvis til fester eller middagsselskaber, siger han.

Irritation i stedet for sympati
Hørehandicap er et usynligt handicap, og det påvirker accepten af problemet. I Høreforeningen mener man, at hørehandikappede mødes med betydelig mindre sympati end eksempelvis blinde eller kørestolsbrugere.
Sekretariatschef i Høreforeningen Pia Mikkelsen siger: - Når der står en person foran dig, der for tredje gang siger ‘HVA’, selv om du taler højt og tydeligt, så føler du dig negligeret som samtalepartner, og du bliver irriteret. Modsat en win-win situation, så taber begge parter her. Men tabet er størst for den hørehandicappede, fordi det er endnu en tabt mulighed for kommunikation, mens du som normalt hørende bare kan gå videre til den næste.
Verbale udfald som ’skru dog op for det høreapparat, dit døve spektakel!’ er ifølge Pia Mikkelsen ikke sjælden kost for hørehæmmede og det kan virke meget sårende.
- Et høreapparat løser ikke alle problemer i alle tænkelige situationer. Det er ikke et spørgsmål om ikke at kunne høre, men et spørgsmål om ikke at kunne skelne lydene fra hinanden, siger Pia Mikkelsen.

- Bare de ikke taler til mig
63-årige kontingentmedarbejder Anna-Line Schmidt er tæt på en beslutning om at anskaffe sig et høreapparat.
Hun opdagede sit høretab for 20 år siden, da hun begyndte at have problemer med at fange, hvad der blev sagt rundt omkring hende. En dårlig oplevelse med en ørelæge for nogle år tilbage har fået hende til at skyde problemet ud i det uendelige, selv om opfordringerne fra den nærmeste familie har været utallige.
Siden er det kun gået én vej, og det er ned ad bakke.

Anna-Line Schmidt: - Min datter og jeg bor ved siden af hinanden, og det er især hende, der bemærker problemet. Jeg har meget svært ved at forstå, hvad mit barnebarn siger, selv om han taler højt og tydeligt. Jeg må tit sige ‘hva?’ op til tre gange og til sidst helt opgive at forstå ham. Så siger min datter også: Så se dog at få dig et høreapparat!

Hun er irriteret over det ekstreme støjniveau til fester, der praktisk talt gør det umuligt at følge med i snakken. Ofte fanger hun ikke pointen i en vittighed, og sidder tilbage med en flov fornemmelse i munden, fordi hun som den eneste ikke storgriner. Eller også griner hun bare høfligt med for ikke at påkalde sig opmærksomhed.
- Nogle gange når jeg går i byen, så håber jeg, at folk de ikke snakker til mig, fordi jeg ikke kan svare dem”, siger Anna-Line Schmidt. Hun griner, fordi hun kan godt selv høre, at det lyder lidt skørt.