Du er her: hk.dk > Midt > Forsidenyheder > HK’ere er usikre på efterlønnen



HK’ere er usikre på efterlønnen

HK Midt bliver i øjeblikket løbet over ende af HK-medlemmer, som er usikre på, hvad efterlønsreformen konkret betyder for dem, og hvordan de skal forholde sig til de valgmuligheder, som reformen indeholder.

HK Midt har taget konsekvensen og har indbudt til i alt 7 informationsmøder på Fyn og i Fredericia. Søgningen til møderne er enorm og det har været nødvendigt at flytte nogle af møderne til eksterne lokaler for at imødekomme interessen.

Formand for HK Midt, Martin Rasmussen, siger:

- Efterlønsreformen har spredt stor usikkerhed hos vores medlemmer. Vi modtager dagligt adskillige henvendelser fra medlemmer, som ikke kan beslutte sig for, om de skal blive i ordningen eller trække pengene ud.

- Hvad der kan betale sig for den ene og den anden er et kompliceret regnestykke med en række ubekendte faktorer, så vi kan ikke tage beslutningen for folk. Vi kan kun præsentere reglerne, og så må hver især tage en vurdering af fordele og ulemper.

Fakta

Med vedtagelsen af efterlønsreformen er der åbnet mulighed for skattefri udbetaling af efterlønsbidrag fra 2. april til 1. oktober 2012. Har man betalt til ordningen alle årene siden 1999, kan man få cirka 67.000 kroner udbetalt.

På HK’s hjemmeside, www.hk.dk, er der en efterlønsberegner, hvor medlemmer ud fra deres konkrete alder og pensionsindbetalinger, kan få udregnet deres personlige nøgletal, og på den baggrund træffe deres beslutning.

Oprettet: 06.02.12, kl. 13.37

Redigeret: 06.02.12, kl. 13.37 af Søren Berg


Ophavsret

Udgivet <06.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.