Du er her: hk.dk > Midt > Forsidenyheder > Øremærket orlov til mændene, tak



Øremærket orlov til mændene, tak

Formand for HK/Stat Midt Brita Andersen ønsker at øremærke en del af barselsperioden til mændene (læserbrev)

I flere aviser har vi desværre kunnet læse historier om mænd der er blevet chikaneret og sågar fyret, fordi de ønskede at holde barselsorlov ud over de 14 dage, de er berettiget til ifølge loven. De fleste politiske partier er enige om, at det selvfølgelig er dybt urimeligt og kritisabelt, men desværre er der ikke politisk vilje til at gøre noget ved urimelighederne ved en lovændring – i hvert fald ikke hos regeringen og dens støttepartier.

Det vil være en åbenbart løsningsmulighed at øremærke en del af barselsorloven til fædrene. For det første slipper mændene for at skulle forhandle med både koner og arbejdsgivere om hvor lang barselsorlov, de må tage. For det andet vil en tydeligere lovmæssig fokus på mænds ret til barselsorlov få arbejdsgiverne til at indse, at det hverken nytter at chikanere eller fyre deres ansatte, når de skal på barselsorlov.

En sådan lovændring vil efter min opfattelse være til fordel for både kvinder og mænd.

Mændene vil få en klokkeklar ret til at holde deres øremærkede andel af barselsorloven. De vil derfor få rygstødet til at befri sig af mere eller mindre udtalte normer om, at ”rigtige mænd” passer deres arbejde, uanset hvad. De vil også kunne frigøre sig for trættende forhandlinger med kvinderne på hjemmefronten – enten tager mændene deres øremærkede orlov, eller også bortfalder den.

Kvinderne vil på deres side ikke i så høj grad skulle være væk fra arbejdsmarkedet i forbindelse med deres barsel, og det kan rette op på begrænsninger i løn- og karrieremuligheder, som lange fraværsperioder efter erfaringen giver.

I flere nordiske lande er der positive erfaringer med øremærket barselsorlov til mænd, hvorfor ikke i Danmark? Lad os nu tage ved lære og indføre en øremærket barselsorlov til mændene. Det står alle sig bedst ved – kvinder, mænd og deres børn.

Brita Andersen
Formand for HK/Stat Midt

Oprettet: 16.08.10, kl. 16.57

Redigeret: 16.08.10, kl. 16.58 af Søren Berg


Ophavsret

Udgivet <16.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.