Du er her: hk.dk > Midt > Forsidenyheder > Stands løntilskudsmaskinen



Stands løntilskudsmaskinen

Debat: Udnyttelsen af løntilskudsordningen må høre op, mener formand for HK/Kommunal Midt Pia Tørving

Mens kommunerne fyrer ansatte for at spare, ansætter de i stor stil aktiverede dagpengemodtagere med løntilskud. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 netop har bragt. Over det seneste år er antallet af offentlige ansatte på løntilskud vokset fra 11.348 til 20.451, svarende til en stigning på 80 procent. Undertiden bliver handlemåden så grotesk, at de ansatte, der den ene dag må se sig fyret et sted i kommunen, kort tid efter bliver ansat med løntilskud et andet sted i selvsamme kommune. Det er naturligvis ikke den måde, løntilskudsordningen er tænkt på.

Lad mig allerførst slå fast, at jeg som udgangspunkt er varm tilhænger af løntilskudsordningen. For ledige er aktiveringstilbud i form af et rigtigt jobtilbud den mest effektive vej tilbage i ordinært job.

Men kommunerne er tilsyneladende så presset på pengepungen, at de i stor stil bytter deres ordinært ansatte ud med løntilskudspersoner, og det er naturligvis uacceptabelt. Dels er det ikke rimeligt set fra de ansattes side, som må tænke deres, hver gang de skal tage imod og oplære en ny kollega med løntilskud. Dels er det ikke rimeligt set fra de aktiveredes side, da de hurtigt kan blive en lusen mellem de to negle og blive presset ind i job, de reelt ikke magter.

Det er dog for let at placere hele ansvaret hos kommunerne. Sandheden er, at regeringen har presset kommunerne til med lynets hast at oprette et stort antal løntilskudsjob. At det økonomiske incitament hos kommunerne åbenbart er så stort, at nogle kommuner har oversteget deres kvote, er bare med til at dokumentere problemets omfang.

Hvis et løntilskudsjob på sigt skal føre til et varigt job, skal et jobtilbud nøje matches i dialog mellem den ledige og arbejdspladsen. Når regeringen stiller krav til kommunerne om oprettelse af så mange løntilskudsjob på så kort tid, er der imidlertid sjældent mulighed for at skabe dette perfekte match. Jeg mener på den baggrund, at folketinget bør tage stilling til problematikken og komme med forslag, der dæmmer op for ”løntilskudsmaskinen”.

Pia Tørving, Formand for HK/Kommunal Midt

Oprettet: 25.08.10, kl. 14.58

Redigeret: 25.08.10, kl. 14.58 af Søren Berg


Ophavsret

Udgivet <25.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.