Du er her: hk.dk > Midt > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2009 > HK Midt besøgte 450 sygehusansatte



HK Midt besøgte 450 sygehusansatte

Tirsdag den 28. april var international arbejdsmiljødag og dermed dagen, hvor der blev sat ekstra fokus på ”et sikkert og sundt arbejdsmiljø for alle”. I HK Midt havde udvalget besluttet at aflægge Odense Universitetshospital et besøg. I alt 450 HK-medlemmer på universitetshospitalet modtog besøg af deres fagforening og 3 tillidsrepræsentanter fra OUH Svendborg Sygehus.

Alle medlemmer fik en pose med lidt mundgodt og håndplukket materiale om det, det hele handlede om, nemlig arbejdsmiljøet. I materialet indgik blandt meget andet en lille simpel stresstest, som HK-medlemmerne kan bruge til tage temperaturen på deres psykiske arbejdsmiljø.

     

Både lægesekretærerne og de administrativt ansatte på sygehuset er en medlemsgruppe, som lige nu oplever et stort arbejdspres. For de afdelinger, som ikke har overholdt deres budgetter, har Odense Universitetshospital indført ansættelsesstop. Det bevirker, at der ikke genopslås stillinger, når medarbejdere fratræder.

     
På billedet ses holdet bag besøgene (set fra venstre): Pia Tørving, Heidi Skaaning, Alice Christensen, Brita Andersen, Ole Pedersen, Gitte Jensen, Lillian Madsen og Søren G. Hansen.

Det skaber naturligvis et øget pres på de kolleger, som skal løfte opgaverne efter de fratrådte. Eksempelvis i Universitetshospitalets HR-stab, er 6 ud af 35 stillinger ikke blevet genbesat af denne årsag. Det var derfor højaktuelt at gennemføre en stressmåling i de udsatte afdelinger netop nu.

”Det er vigtigt at lægge mærke til, hvordan ens krop reagerer på et højt arbejdspres. Afdækker stresstesten, at du er oppe i det røde felt, skal du gøre noget ved det straks. Det er blandt andet at kontakte sin egen læge, så årsagerne til et højt stressniveau kan afdækkes”, siger Pia Tørving.

Heldigvis har der på det seneste vist sig en åbning, så der foretages en række ansættelser på OUH Svendborg Sygehus.

Det var HK Midts miljøudvalg, der stod bag besøgsrunden, og i år havde udvalget altså valgt udelukkende at satse på de offentlige ansatte på OUH.

”Jeg tror, vi får mere ud af at besøge et enkelt sted med mange medlemmer, frem for eksempelvis at dele foldere ud til alle på en banegård. Vi kommer i direkte dialog med en stor medlemsgruppe, og alle steder fik vi en fantastisk modtagelse, selv om det også var tydeligt, at der var nok arbejdsopgaver at tage fat på”, siger Pia Tørving, der er formand for HK/Kommunal Midt.

Oprettet: 30.04.09, kl. 14.41

Redigeret: 30.04.09, kl. 15.25 af Søren Berg


Ophavsret

Udgivet <30.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.