Du er her: hk.dk > Midt > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2008 > Erfaren tillidsrepræsentant vandt Wellnessophold



Erfaren tillidsrepræsentant vandt Wellnessophold

Tillidsrepræsentanterne har været nøglefiguren på alle holdene. De skulle samle holdene og løbende notere resultaterne, og for at friste til at samle så store hold som muligt, udlovede HK Midt en præmie. Alle TR´ere, som kunne få mere end 90% af HK´erne på arbejdspladsen med i konkurrencen, kunne deltage i lodtrækningen om et weekendophold på SpaDelight på Comwell Kellers Park i Brejning.

Rigtig mange TR´ere nåede den magiske grænse på 90%, og loddet faldt på Hanne Duus fra Ringe Statsfængsel. Hun og hendes 6 HK-kolleger på fængselskontoret på Midtfyn deltog 100% i konkurrencen fra start til slut.

- Vi var med i en tilsvarende konkurrence i sensommeren, så vi var lige gearet til at gå med, da vi fik kampagnematerialet, fortæller Hanne Duus.

Hun gjorde tallene op dagligt, og hver morgen satte hun listen op på en tavle på kontoret, hvor de alle sidder samlet, og så gik snakken om, hvad de hver især havde lavet dagen før – enten fordi skridttallene var meget høje eller meget lave.

- Selv om sommeren måske bedre lægger op til, at vi kommer ud og rører os, så fik vi både løbet og gået meget – og da vi nåede at holde julefrokost i konkurrenceperioden fik vi også danset meget, fortæller Hanne Duus med et stort smil.

Hanne Duus roser konkurrencen for, at den har skabt opmærksomhed på HK og en masse munter snak rundt om på arbejdspladserne. Og selv glæder hun sig meget til at nyde wellnessopholdet i starten af det nye år ovenpå travlheden i år.

Hanne Duus har været TR i ca. 20 år, og hun vurderer, at der i dag er mere arbejde i opgaven end i starten. Men hun brænder stadig for opgaven.
- Der er normalt heller ikke ligefrem kampvalg om posten – men måske vi skulle have flere konkurrencer om wellness-ophold. Så ville der måske blive rift om at blive tillidsrepræsentant,
siger Hanne Duus lattermildt.

Oprettet: 19.12.08, kl. 12.26

Redigeret: 19.12.08, kl. 12.29 af Søren Berg


Ophavsret

Udgivet <19.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.