Du er her: hk.dk > Nordjylland > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2011 > Handelsansatte uden indflydelse på arbejdstider



Handelsansatte uden indflydelse på arbejdstider

Nordjyder har mindst indflydelse, når chefen planlægger arbejdstiderne

Nordjyske ansatte inden for butik og handel ligger i bunden, når det handler om indflydelse på planlægning af deres arbejdstider.

Det viser en undersøgelse, som HK/Handel har foretaget.

Mere end halvdelen af HK/Handels nordjyske medlemmer – 54 procent – siger således, at de ingen eller kun ringe indflydelse har på deres arbejdstider. Til sammenligning er kun hver femte HK’er i midtjylland og hver fjerde i hovedstaden uden indflydelse på arbejdstiderne.

-Det er klart utilfredsstillende, siger formanden for HK/Handel Nordjylland Kate Ziegler.

-Mange ansatte inden for handelsområdet har rigtig svært ved at få arbejds- og familieliv til at hænge ordentlig sammen. Ikke mindst mulighederne for længere åbningstider presser mange ansatte, siger hun.

-Meget kunne nås, hvis blot ansatte blev taget med på råd, når chefen planlægger vagtfordelingen. Men når der blot bliver planlagt hen over hovedet på ansatte, så er det, at mange får problemer med børnepasning og at deltage i sociale og familiemæssige aktiviteter, siger Kate Ziegler.

Reglerne siger i dag, at ansatte skal kende deres arbejdstider seksten uger frem, og selvom overenskomsten pålægger arbejdsgiveren at tage den ansatte med i planlægningen, er det tilsyneladende ikke nok..

-Den kloge arbejdsgiver lytter til sine ansattes ønsker. Men det chokerer mig, at mere end halvdelen af ansatte ingen eller kun lidt indflydelse har. Måske skulle overenskomsten simpelthen forpligte arbejdsgivere - endnu mere end det i dag er tilfældet - til at tage ansatte med i planlægningen, siger Kate Ziegler.

42 procent af HK/Handels nordjyske medlemmer finder, at arbejdstiderne gør det svært at være sammen med familie, venner og bekendte og hver tredje har svært ved at at dyrke sport.

-Hvis vi ikke får gjort noget ved problemet, kan det kun blive værre, når lukkeloven ophæves næste år, siger formanden for HK/Handel Nordjylland.

Oprettet: 04.04.11, kl. 15.55

Redigeret: 04.04.11, kl. 15.57 af Steen Timmermann


Ophavsret

Udgivet <04.04.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.