HK forbereder fitness-konflikt i Aalborg
HK/Privat etablerer blokade mod Fitness Worlds fire centre i Aalborg fra 12. august, hvis der ikke inden indgåes overenskomst.
HK/Privat har mistet tålmodigheden med fitness-kæden Fitness World. Efter i lang tid forgæves at have forsøgt at indgå overenskomst har HK/Privat nu varslet konflikt fra 12. august, med mindre ejerne inden indgår overenskomst med fagforeningen.
Således bliver også de fire Fitness World-centre i Aalborg ramt af strejke og blokade.
Konflikten er støttet af flere andre LO-forbund, og vil således ikke blot omfatte HK-medarbejdere i kædens omkring 50 centre over hele landet, men rammer også levering af materialer, byggeri og renoveringsarbejder, reparation af maskiner, annoncer osv.
HK/Privat organiserer instruktører, receptionister og andre administrative medarbejdere på fitnesscentre og har et ønske om at overenskomstdække hele branchen.
-Vi vil gøre op med elendige ansættelsesvilkår og underbetaling af ansatte i fitnessbranchen. Fitness-medarbejdere skal selvfølgelig have ordnende løn- og arbejdsvilkår og samme rettigheder som på resten af arbejdsmarkedet. Det er der heldigvis andre store fitnesskæder, der er enige med os i, men hos netop Fitness World har vi længe uden succes forsøgt med dialog. Derfor må vi gribe til konflikt og er også lokalt i Aalborg ved at gøre os klar, siger formanden for HK/Privat Nordjylland Claus Henrik Nedermark.
Han håber dog, at det lykkes at få en overenskomst i hus, så konflikten ikke bliver en realitet.
Overenskomst sikrer gode arbejdsvilkår
Ifølge HK/Privat har de ansatte hos Fitness World branchens ringeste arbejdsvilkår.
Overenskomst vil sikre, at medarbejderne bl.a. får betaling for weekendarbejde, pension, barsel, feriefridage og ret til barns 1. sygedag. De rettigheder afhænger alene af overenskomsten, som naturligvis også sikrer de ansatte en ordentlig løn.
Oprettet: 05.08.10, kl. 13.17
Redigeret: 05.08.10, kl. 13.21 af Steen Timmermann
Ophavsret
Udgivet <05.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
