Valget handler om vækst og velfærd
HK Nordjylland er tilfreds med, at folketingsvalget nu er udskrevet
-Folketingsvalget handler om vækst, arbejdspladser, uddannelse og velfærd.
Det siger formanden for HK Nordjylland Ivan Ziegler, der glæder sig over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen nu har udskrevet folketingsvalg til den 15. september.
Den nuværende politik har spillet fallit, mener han.
-Regeringen har i lang tid siddet på hænderne og set til, mens Danmark har fortsat sin kurs med minus-vækst. Derfor handler valget om vækst. Vi skal have gang i hjulene igen, så vi kan få skabt arbejdspladser til ledige og praktikpladser til unge. Og så skal vi have sat gang i uddannelse og efteruddannelse, der kan give Danmark førertrøjen i viden og kunnen.
-Men valget handler også om tryghed og velfærd. Dagpengeperioden for ledige skal forlænges og efterlønnen bevares. Samtidig må udsultningen af den offentlige sektor stoppe. Kommuner, regioner og stat skal sikres økonomi til alle de opgaver, der er nødvendige i et solidarisk velfærdssamfund, siger HK Nordjyllands formand.
Oprettet: 26.08.11, kl. 11.09
Redigeret: 26.08.11, kl. 11.12 af Steen Timmermann
Ophavsret
Udgivet <26.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
