Du er her: hk.dk > Nordjylland > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juli 2010 > Butiksansatte er afhængige af overenskomsten


Læs HK Bladet Nordjylland

Klik for at hente bladet

Har du et tip til HK Bladet Nordjylland

Send en mail eller ring på telefon 3364 1428 eller 2395 7723

Butiksansatte er afhængige af overenskomsten

Første skridt mod afskaffelse af lukkeloven er taget

Fra 1. juli kan butikkerne holde åbent uafbrudt fra mandag morgen klokken 6 til lørdag aften klokken 20 og dertil mere end halvdelen af årets søndage, hvis de orker. Denne dag tages nemlig første skridt hen mod den endelige ophævelse af lukkeloven.

Men det er ikke kun lukkeloven, der liberaliseres for til sidst at forsvinde. Det gør også rammerne for på hvilke tidspunkter butiksansattes skal være til rådighed for arbejdsgiveren.

-Butikkernes ansatte bliver endnu mere afhængige af overenskomstens arbejdstidsregler, siger formanden for HK Handel Nordjylland Kate Ziegler.

-Overenskomstens regler er de samme med og uden lukkelov. Men lukkeloven lagde helt naturlige grænser for, hvornår butiksansatte kunne kaldes på job. Nu vil konkurrence presse butikker til at holde åbent på alle mulige og umulige tidspunkter, er jeg bange for.

-Butiksansatte kan i princippet blive bedt om at arbejde på alle tider af døgnet, og så er det udelukkende overenskomsten og arbejdsmiljøloven, der sætter grænserne, siger Kate Ziegler.

HK’s butiksoverenskomst giver bl.a. ansatte krav på at kende deres arbejdstider 16 uger frem, ret til ni friweekender i 16 ugers-perioden, ret til fri hver anden lørdag efter kl. 14.15 og højst to aftener om ugen med arbejde efter kl. 17.45.

Flere skal have overenskomst
At butiksansatte med lukkelovens exit bliver endnu mere afhængige af overenskomsten, får HK Handel Nordjylland til at være ekstra opmærksom på butikker uden overenskomst.

-Vi vil holde et vågent øje på butikker uden overenskomst og intensivere arbejdet med at overenskomstdække og organisere butiksområdet, siger Kate Ziegler.

Ophæves ad to omgange
Loven, der i første omgang lemper og fra 2012 helt ophæver lukkeloven, blev vedtaget af Folketinget 20. maj.

Loven betyder, at alle butikker fra 1. juli i år kan holde åbent ubegrænset fra mandag klokken 6 til lørdag klokken 20. Desuden kan butikkerne holde åbent første og sidste søndag i hver måned, alle søndage i december plus fire løse søndage i løbet af året.

Fra 1. oktober 2012 kan butikkerne holde åbent, når de vil, bortset fra helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og efter klokken 15 nytårsaftensdag.

Oprettet: 01.07.10, kl. 15.11

Redigeret: 01.07.10, kl. 15.15 af Steen Timmermann


Ophavsret

Udgivet <01.07.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.