Sidste omgang for 50 procent-regel
HK/Privat Nordjylland vil slås for, at 50 procent-reglen forsvinder næste år, lød det på generalforsamlingen onsdag
Når HK’erne i 2012 skal have nye overenskomster, bliver det uden den forhadte 50-procent-regel. HK/Privat er parat til at slå det endelige slag for, at reglen helt forsvinder.
Det bebudede formanden for HK/Privat Nordjylland, Claus Henrik Nedermark, da fagforeningen mødtes til den årlige generalforsamling i Aalborg onsdag aften.
50 procent-reglen betyder, at mindst halvdelen af en virksomheds medarbejdere skal være medlemmer af HK, før fagforeningen kan kræve overenskomst. HK er det eneste fagforbund, der har denne regel i sin overenskomst.
Ved overenskomstfornyelsen i 2009 gik HK/Privat til kamp for at få reglen fjernet. Det lykkedes dog ikke, men med en rekord-stemmedeltagelse på 46 procent og hele 87,8 procent nej-stemmer afviste HK/Privats medlemmer mæglingsforslaget.
-Overenskomst 2009 var generalprøven. Nu må arbejdsgiverne og topforhandlerne i CO Industri da endelig kunne forstå, at vi mener det alvorligt. Afstemningsresultatet sidste gang viste med al ønskelig tydelighed, at medlemmerne ikke vil have den 50 procent-regel længere. Denne gang skal den ud af overenskomsten, og det er vi parate til at slås for, sagde Claus Henriks Nedermark.
-Reglen er usolidarisk. Uanset hvor mange organiserede HK’ere, der er på en arbejdsplads, så skal de have ret til barsel, feriefridage, pension og de andre goder, som HK har skaffet i overenskomsten.
Overenskomstresultatet blev sidste gang mindre end mager, sagde HK/Privat Nordjyllands formand.
-Mæglingsforslaget gav os fri grundlovsdag, der i overenskomstperioden falder i weeekender, kortere karensperiode i forbindelse med pension og bedre opsigelse for timelønnede, mens de fleste HK’ere er funktionærer.
-Det kan gøres bedre, sagde Claus Henrik Nedermark, der opfordrede medlemmerne til at indsende ønsker til de nye overenskomster.
Nye i bestyrelsen
Generalforsamlingen nyvalgte til bestyrelsen Kim Skovgaard (Aalborg) og Gitte Hewitt, Hobro, mens der var genvalg til Bent Ole Pedersen (Thisted), Pia Degn (Frederikshavn), Gunvor Sunesen (Hjørring) og Birthe Johansen (Aalborg).
Oprettet: 10.03.11, kl. 08.38
Redigeret: 10.03.11, kl. 08.42 af Steen Timmermann
Ophavsret
Udgivet <10.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
