HK Østjylland har hentet kr. 55 mio. hjem til medlemmerne
Fællesformand Viggo Thinggård ser det høje tal som et bevis på, at der fortsat er mange problemer ude på arbejdspladserne, og at der dermed fortsat er behov for en stærk fagforening
I 2011 har HK Østjylland vundet mange faglige sager for medlemmerne, og i kroner og ører har det betydet i alt 55,3 millioner til østjyske HK’ere. Det er andet år i træk afdelingen runder de 55 millioner kroner, og de seneste års rekordstore beløb har ifølge fællesformand for HK Østjylland, Viggo Thinggård, flere årsager:
- Ja, det viser jo i sig selv, at der fortsat er mange problemer at løse på lokale HK-arbejdspladser; men det store beløb viser også, at der er et godt samspil mellem medlemmerne, de tillidsvalgte på arbejdspladserne og afdelingen. Ellers er det ikke muligt at hente så mange penge hjem til medlemmerne, siger Viggo Thinggård.
Det er i vidt forskellige sager, medlemmerne har fået støtte fra HK Østjylland. Nogle sager har handlet om fyringer, arbejdsskadeskadesager, løn under barsel, konkurser, for korte opsigelsesvarsler og betalingsstandsninger. I andre sager har der været problemer med løn- eller pensionsforhold, og der har også været sager med uddannelsesaftaler, der uretmæssigt er blevet ophævet.
- I en tid, hvor nogle sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at være medlem af en fagforening, er det store tal selvfølgelig et godt argument for os. Pengene kommer jo ikke af sig selv, der er blevet kæmpet og arbejdet hårdt for at få dem hjem, og det store beløb viser dermed, hvor vigtigt det er at have en fagforening i ryggen. Pengene til medlemskontingentet er givet godt ud, siger Viggo Thinggård.
Oprettet: 29.12.11, kl. 13.20
Redigeret: 29.12.11, kl. 13.20 af Margit Bruun
Ophavsret
Udgivet <29.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.