Et lækkert brød og den lokale avis
Af formand for HK Østjylland, Viggo Thinggård
Gå ind til Føtex-bageren på Nørrevænget eller på Torvet i Silkeborg og få et lækkert brød og dagens udgave af Midtjyllands Avis for kun 20 kroner, stod der forleden i en helsides annonce med logoer fra Føtex og avisen.
Hvad holder os tilbage? Det er da et tilbud, der er til at forstå. Eller er det? På den ene side er det vel helt uskyldigt og i sig selv lokkende. På den anden side er jeg nu også lidt betænkelig ved de store og fristende annoncer i Midtjyllands Avis.
For har samme avis ikke i sin journalistik skrevet reportager om den benhårde konkurrence, der netop nu raser blandt bagerne i Silkeborg, ikke mindst netop på grund af den nye Føtex-bager på Nørrevænget?
Hvis jeg var ansat i en anden bagerforretning, ville jeg føle, at Midtjyllands Avis med dette tilbud nærmest tager parti i denne konkurrence, for Føtex laver jo ikke sådan en aftale for at få flere til at læse avis. De laver den for at få flere til at gå ind til dem og købe brød og kager i stedet for at gå til konkurrenten. Og hvad bliver det næste? Skal man have en avis med hjem, hvis man køber bukser i én forretning på Vestergade, og ikke, hvis man går ind til konkurrenten?
Kan Midtjyllands Avis holde til den slags uden at sætte sit renomé som hele byens avis over styr?
Jeg ved godt, at dagbladet BT har lavet lignende aftaler om morgenbrød og aviser, men det er en landsdækkende avis, der ikke på samme måde som Hele Byens Avis skal holde sig langt væk fra noget, der kan tolkes som støtte til den ene part i en benhård konkurrence.
Når alt dette er sagt, vil jeg gerne slå fast, at jeg ønsker alt godt for både Føtex-bageren og alle andre bagere i byen, og at jeg håber, de alle overlever.
Jeg vil også understrege min egen loyalitet over for Midtjyllands Avis. Den kan vi ikke undvære, og uden en lokal avis til at sætte dagsordenen og til at styrke debat, oplysning og vores identitet, var vi ilde stedt.
Men netop fordi, jeg ønsker alt godt for vores avis, synes jeg også, at den skal holde fast i princippet om på alle niveauer at være uafhængig.
Oprettet: 19.01.12, kl. 14.23
Redigeret: 19.01.12, kl. 14.23 af Margit Bruun
Ophavsret
Udgivet <19.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.