Du er her: hk.dk > HK Privat Østjylland > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2011 > Det er en myte, at folk holder op med arbejde, fordi de kan få efterløn



Det er en myte, at folk holder op med arbejde, fordi de kan få efterløn

Læs talen, som HK's formand Kim Simonsens holdt tirsdag, da 5.000 tillidsvalgte var til stormøde mod regeringens efterlønsplaner.

En myte skabt af politikere, arbejdsgivere og økonomer.

Beslutningstagere, der ikke en gang kenderprisen på en liter mælk, og slet ikke kender hverdagen for danskerne ude på de danske arbejdspladser.
De anerkender slet ikke, hvor svært det er at være en del af et arbejdsmarked, der ikke fører en aktiv seniorpolitik.

Undersøgelser viser, at selv staten fyrer de ældre først. Det finder altså sted både på private og offentlige arbejdspladser. De ældre står først for skud.
Mange forlader i dag jobbet, fordi der ikke er plads til dem på arbejdsmarkedet.
Fordi de oplever, at arbejdspladsen ikke kan rumme dem.
Ikke fordi de ikke vil arbejde mere.

I dag har vi plads til at gå på efterløn.
Det har vi ret til, det har vi selv bidraget til, og det skal der være plads til i fremtidens velfærdssamfund.
For det bliver et sørgeligt og trist land, et helt andet Danmark, hvis vi nu skal overleve ved at afskaffe velfærd, frem for at skabe vækst og sikre mere velfærd.

Regering, arbejdsgivere og fagforbund har et fælles ansvar for, at der bliver skabt bedre vilkår for de ældre.
Det betyder bedre muligheder og flere rettigheder til at uddanne sig og flere attraktive job for de ældre på arbejdsmarkedet.

Der skal skabes arbejdspladser, hvor erfaring, viden og evner betyder lige så meget, som at være hurtig på tasterne eller stilladserne.
Vi skal i fællesskab skabe et arbejdsmarked med plads til, at alle kan være med i hele deres arbejdsliv.

I fagbevægelsen har vi et ansvar for at fortælle vores medlemmer, at hvis de kan arbejde lidt mere, så ville det være en stor hjælp for os alle.
Hvis vi alle bidrager med lidt mere, vælger vi sammen arbejdsvejen frem for sparevejen.

Det er den vej, vi tror på.
Det er den fremtid, vi ønsker.

Kære venner.
Vi skal stadig huske, at de fleste går på efterløn, fordi de er nødt til det.
Velfærdsforliget fra 2006 sikrede, at slidte mennesker på 60 år ikke skal spørge om lov til at trække sig tilbage.
Og forliget gav fortsat raske medarbejdere på +60 år muligheden for fortsat at blive på arbejdsmarkedet, hvis de ønskede det.

Ingen skal presses på efterløn, hvis de ønsker at fortsætte deres arbejdsliv.
Det er solidaritet at gøre plads til alle på arbejdsmarkedet.
Det kan give den enkelte mulighed for at bidrage, mens det gavner samfundet og virksomhederne.
Husk, at vi er alle en del af løsningen.

Vi er alle ansvarlige for, at de kommende generationer får samme muligheder som os.
For der er råd til solidaritet. Også i fremtiden.

Oprettet: 07.02.11, kl. 10.12

Redigeret: 07.02.11, kl. 10.12 af Marianne Panduro Revshøi


Ophavsret

Udgivet <07.02.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.