HK/Privat indleder forhandlinger med Dansk Erhverv om CSC
Pressemeddelelse fra HK/Privat
IT-virksomheden CSC har meddelt, at man vil tiltræde den landsdækkende IT-overenskomst mellem Dansk Erhverv og HK/Privat. Derfor har Dansk Erhverv nu henvendt sig til HK/Privat for at påbegynde tiltrædelsesforhandlinger.
- Vi har fået en henvendelse fra Dansk Erhverv om, at CSC ønsker at tiltræde vores IT-overenskomst med Dansk Erhverv. Det står dem frit for, da de er medlem af Dansk Erhverv. Nu indleder vi så forhandlinger for at tilpasse overenskomsten til virksomheden, siger formand for HK/Privat Karin Retvig.
De arbejdsretslige regler er således, at CSC som medlem af Dansk Erhverv har ret til ensidigt at tiltræde den landsdækkende overenskomst på IT-området ved blot at meddele det til HK/Privat.
- Vi har ikke ønsket at blande os i en anden organisations konflikt, der har kørt i et andet hovedorganisationsregi. Det har været et trælst forløb for medarbejderne på CSC, men nu hvor konflikten er slut, må vi se fremad og komme videre bedst muligt for alle parter, siger Karin Retvig.
IT-overenskomsten mellem HK/Privat og Dansk Erhverv er en såkaldt minimallønsoverenskomst og de nærmere forhold, herunder løn, skal forhandles lokalt på virksomheden. IT-overenskomsten bliver fornyet ved de landsdækkende overenskomstforhandlinger, næste gang i 2012.
IT-overenskomsten har eksisteret siden 2007 og dækker allerede andre dele af CSC, herunder CSC Scandihealth.
Yderligere oplysninger
Formand for HK/Privat, Karin Retvig: 33 30 47 09
Oprettet: 23.06.11, kl. 16.21
Redigeret: 23.06.11, kl. 16.21 af Marianne Panduro Revshøi
Ophavsret
Udgivet <23.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.