Du er her: hk.dk > HK Privat Østjylland > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2011 > Kvinder til kamp for ligeløn



Kvinder til kamp for ligeløn

Fagforeningen HK Østjylland går på gaden på kvindernes internationale kampdag

Der skal være større åbenhed omkring løn, hvis uligelønnen skal fjernes. Det er budskabet på kvindernes internationale kampdag, ifølge HK Østjylland.

Fagforeningen vil være synlig i gadebilledet i Aarhus fra morgenstunden tirsdag 8. marts, når de kvindelige ansatte i HK Østjylland går i aktion:

»Vi går på gaden, fordi vi gerne vil sætte fokus på åbenhed omkring løn, og støtte vores medlemmer i lønkampen. Der er ikke ligeløn i Danmark, men for at vi kan få det, er vi nødt til at starte et helt andet sted ved generelt at være mere åbne om vores løn. Ellers får vi svært ved at sætte tal på, hvad vi er værd,« siger faglig konsulent i HK Østjylland, Jane Marholm.

Lønefterslæb

Lønstatistikkerne taler deres eget sprog. De viser, at kvinderne har et lønefterslæb på 17,7 procent i forhold til mændene, og første skridt på vejen til at få ændret på det, er altså større åbenhed, mener kvinderne i HK Østjylland.

»Løn er tabu på de danske arbejdspladser og det er kun til arbejdsgivernes fordel. Vi kan lægge et bedre lønpres på arbejdsgiverne, når vi taler åbent om vores løn,« siger Jane Marholm.

Banegårdspladsen og gågaden

De kvindelige HK’ere er på pladsen foran banegården i Aarhus en times tid fra klokken 07.15, og om eftermiddagen vil de fra klokken 14 og en times tid frem være på gågaden. Her vil de gerne i dialog med forbipasserende kvinder, og de vil uddele materiale i form af postkort, hvor meldingen er, at når det gælder løn, gør størrelsen en forskel, og at tabuet omkring løn bør brydes.

Hermed vil HK Østjylland bruge kvindernes kampdag til endnu et slag i kampen for ligeløn på danske arbejdspladser.

Mandag den 7. marts 2011, 12:30 Af Søren Willumsen, sowi@stiften.dk

Oprettet: 09.03.11, kl. 14.03

Redigeret: 09.03.11, kl. 14.13 af Marianne Panduro Revshøi

Faglig konsulent

Jane Marholm

Der blev delt poser med postkort og croissanter ud til de morgen-
friske kvinder, HK mødte udenfor Banegården i Aarhus.

De kvindelige HK-ansatte lyste op i gadebilledet, hvor de delte post-
kort og cookies ud til kvinderne - mændene måtte nøjes med et postkort, hvilket de fleste tog med et smil!


Ophavsret

Udgivet <09.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.