Lykke Friis, minister MOD ligestilling
Ligestillingsministeren afskaffer kønskampen og vil aflyse 8. marts som kvindernes internationale kampdag. Nu skal fanen svinges for mændene, mener Lykke Friis. Vi siger: Tag din titel alvorligt, ligestillingsminister, skriver Mette Kindberg, næstformand i HK.
Ikke mere kønskamp. Væk med 8. marts. Danmark har formel ligestilling mellem mænd og kvinder.
Så nemt kan man afskaffe et problem: Man lukker øjnene og afskaffer alt, hvad der minder én om, at det findes.
Flere problemer er allerede fjernet på samme måde: Uligeløn blev afskaffet med lønkommissionens påstand om, at den ikke fandtes. Familierne er selv blevet enige om, at kvinderne tager al barslen. Og når hanelefanterne i danske virksomheders bestyrelser ikke rekrutterer kvinder, så er det jo fordi, der ikke findes kvalificerede kvinder.
Så hvad er problemet?
Problemet er en ligestillingsminister, der ikke arbejder for ligestilling. Der ikke fokuserer på det egentlige problem, men hele tiden koncentrerer sig om små dele i periferien af det.
Ministerens seneste ide om et mandepanel, der skal ”få ligestilling til at handle om begge køn” er endnu et eksempel.
For vel skal ligestilling inkludere mændene. Mænd skal f.eks. også have ret til barsel uden at skulle skændes om det hen over køkkenbordet eller på arbejdspladsen. Og lige så vel som der skal være kvoter for kvinder i bestyrelser, bør der også være det for mænd.
Men et mandepanel, der skal rette op på ligestillingsdebatten, er at skyde så skævt, at vi ender med at ramme os selv. Og at afskaffe 8. marts som kvindernes internationale kampdag er et tåbeligt signal fra en ligestillingsminister.
Så kære ligestillingsminister: Tag din titel alvorligt. Kæmp for ligestillingen i stedet for at modarbejde den.
Oprettet: 04.03.11, kl. 14.06
Redigeret: 04.03.11, kl. 14.06 af Marianne Panduro Revshøi
Ophavsret
Udgivet <04.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.