Du er her: hk.dk > HK Privat Østjylland > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2011 > Reklameafgiften - Katastrofe for branchen



Reklameafgiften - Katastrofe for branchen

- Vi frygter, at helt op mod 1.000 arbejdspladser direkte går tabt på grund af reklameafgiften. Men dertil kommer en frygt for, at vi vil se en domino-effekt i den skrøbelige grafiske branche, som yderligere vil medføre virksomhedslukninger og tab af endnu flere arbejdspladser. Det kan blive den grafiske branches endeligt, siger formand for HK/Privat, Simon Tøgern.

De grafiske medarbejdere er organiseret i HK/Privat.

Pressemeddelelse fra HK/Privat

Derfor appellerer Simon Tøgern til regeringspartierne og til Enhedslisten, at de i 11. time tager reklameafgiften af bordet.

- Det kan lyde besnærende at gribe ind over for de irriterende reklametryksager, og der går mange forkerte myter om regnskove, der må lade livet for at fremstille papir. Men faktisk er den grafiske branche særdeles miljøbevidst, og papiret fra reklametryksager bliver genbrugt op til 7 gange. Papiret komme ikke fra regnskove, men fra veldrevet europæisk skovbrug, hvor der plantes nye træer, hver gang der bliver fældet. Og så glemmer man, at computerudstyr – der er alternativet til tryk på papir – i høj grad udgør en miljøbelastning, siger Simon Tøgern.

HK/Privat-formanden undrer sig over, at forslaget kommer fra den nye regering.

- Det er en væsentlig del af regeringsgrundlaget at skabe vækst og arbejdspladser, så derfor undrer det mig, at der kommer noget, som trækker i den stik modsatte retning. Vi er kun 2.000 trykkere tilbage i Danmark, og mange af virksomhederne ligger i de mere tyndt befolkede områder, i ”Udkants-Danmark”. Derfor vil et tab på op mod 1.000 arbejdsplader være en katastrofe, som risikerer at skabe en ond nedadgående spiral, der til syvende og sidst vil betyde en udslettelse af den grafiske branche. Forslaget er en lapsus, som må trækkes, siger Simon Tøgern.

Flere oplysninger hos formand for HK/Privat, Simon Tøgern, tlf. 40 58 40 33.

Oprettet: 21.11.11, kl. 09.20

Redigeret: 19.01.12, kl. 09.51 af Marianne Panduro Revshøi


Ophavsret

Udgivet <21.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.