Strejke i BUPLs a-kasse er slut
HK/Privat og BUPL-A er blevet enige om en ny overenskomst. Dermed er strejken, der har varet siden 19. september overstået.
Pressemeddelelse fra HK/Privat
- Vi er blevet enige om en ny overenskomst, så nu ser det ud til at vores medlemmer går i arbejde igen. Det er vi selvfølgelig meget glade for, og vi har opnået det vi gerne ville – nemlig at starte en udligning i forholdene for de ansatte i lokalafdelingerne og på hovedkontoret, siger faglig chef i HK Service Hovedstaden, Steen Preisler, der har forhandlet overenskomsten.
Striden gik på at medarbejderne ønskede en samlet overenskomst for alle ansatte i a-kassen, og BUPL-A ville bevare forskellige løn og arbejdsvilkår imellem ansatte i forbundet i København og ansatte ude lokalt.
- Vi er tilfredse med resultatet. Udover den generelle lønstigninger i KTO-rammen, har vi fået yderligere stigninger der udligner noget af lønforskellen til forbundets ansatte. Herudover har vi aftalt at der bliver igangsat et analysearbejde for at klarlægge lønforskellene i BUPL-A og sammenlignet med andre a-kasser. Det skal resultere i at de ansatte skal ligge på et gennemsnit for a-kassemedarbejdere. Desuden har vi aftalt en sundhedspakke med fysioterapi, psykologhjælp, sundhedstjek med videre. Men nu er det op til medarbejderne at sige ja eller nej til overenskomsten, siger Steen Preisler.
Overenskomsten sendes nu ud til medlemmerne, og der holdes møde for medlemmerne i Odense onsdag kl. 18.00. Medlemmerne har indtil torsdag til at stemme, og hvis de siger ja, genoptager alle strejkende arbejdet igen efter fredag den 14. oktober.
HK/Privat er fagforening for ansatte i organisationer, fagforeninger og a-kasser.
Yderligere oplysninger
Faglig chef i HK Service Hovedstaden,
Steen Preisler: 60 20 25 15
Oprettet: 11.10.11, kl. 16.18
Redigeret: 11.10.11, kl. 16.18 af Marianne Panduro Revshøi
Ophavsret
Udgivet <11.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.