Du er her: hk.dk > Post & Kommunikation > HuskeBoxen > Sygefravær



Sygefravær

Ret til fravær, Lægebesøg i arbejdstiden

Ret til fravær

HK/Post & Kommunikation har i den gældende overenskomst med Post Danmark fået indføjet bestemmelser om ret til fravær:
§ 14. Frihed
Stk. 13 (uddrag). Når frihed ikke kan ordnes ved bytning, og forholdene i øvrigt tillader det, kan der gives frihed med løn i særlige tilfælde, f.eks.:
- alvorlig sygdom, dødsfald eller begravelse i den nærmeste familie, hvorved forstås forældre, søskende, bedsteforældre, svigerforældre, ægtefælle eller børn, børnebørn samt i naturlig omfang samlever, stedbørn og stedforældre
Force Majeure
Stk. 15. Medarbejderne har ret til frihed uden løn som følge af Force Majeure, når tvingende familiemæssige årsager gør sig gældende i tilfælde af sygdom eller ulykke, der gør medarbejderens umiddelbare tilstedeværelse påtrængende nødvendig.

En medarbejder i Post Danmark får betalt forskellen mellem plejevederlaget og sædvanlig løn i frihedsperioden

Ændringer efter OK07 er ikke indarbejdet

Loven:

Ret til fravær ved sygdom eller ulykke i familien.
Du har ret til at tage fri fra jobbet, hvis dit barn eller et familiemedlem kommer ud for en ulykke eller bliver akut syg. Du får dog ikke løn, mens du holder fri.
Det er bestemt i en lov, som trådte i kraft den 1. april 2006. Loven gennemfører en ret til fravær fra arbejde i forbindelse med tvingende familiemæssige årsager, men det fremgår ikke nærmere, hvad længden af fraværet kan være. Der er derfor stadig en række uafklarede problemstillinger, konstaterer HKs juridiske afdeling.
Det helt nye i loven er, at en lønmodtager har ret til fravær fra arbejdet, "når tvingende familiemæssige årsager gør sig gældende i tilfælde af sygdom eller ulykke, der gør lønmodtagerens umiddelbare tilstedeværelse påtrængende nødvendig (force majeure)".
Der er ikke i bestemmelsen indsat en begrænsning af retten til fravær til en vis varighed om året eller for hver enkelt fraværstilfælde. Ministeriet antager, at "tvingende årsager" og "påtrængende nødvendig" skal forstås således, at fraværet normalt vil være af kort varighed, indtil lønmodtageren har kunnet tage andre forholdsregler i forhold til den opståede situation, der begrunder fraværet.
Ministeriet giver eksempler på, hvornår en lønmodtager har ret til fravær efter loven:
- når et af lønmodtagerens nærtstående familiemedlemmer kommer ud for en trafikulykke,
- når et af lønmodtagerens børn kommer til skade i skole eller daginstitution,
- ved akut opstået sygdom hos et nærtstående familiemedlem, der gør lønmodtagerens tilstedeværelse påtrængende nødvendig.
I disse eksempler vil der være ret til frihed - uden løn - fra arbejdsgiveren, siger Ministeriet. HKs juridiske Afdeling er ikke ubetinget enig med ministeriet i, at force majeur-bestemmelsen har så kort en tidsmæssig udstrækning. Det er HKs vurdering, at også lidt længerevarende forløb bør og kan være omfattet af bestemmelsen. Det er dog indtil videre ikke afklaret i praksis.
Loven handler desuden om retten til at passe en nærtstående i forbindelse med, at lønmodtageren bliver ansat af kommunen eller får plejevederlag efter bestemmelserne i lov om social service. En medarbejder i Post Danmark får betalt forskellen mellem plejevederlaget og sædvanlig løn i frihedsperioden i henhold til overenskomsten mellem HK/Post & Kommunikation og Post Danmark.
Lov nr. 223 af 26. marts 2006.

Lægebesøg i arbejdstiden
Er du for syg til at gå på arbejde, er det en sygemelding! Hvis du efter behandling samme dag er i stand til at gå på arbejde, er det evt. kun en delvis sygemelding.
Kan du planlægge dit lægebesøg skal det som udgangspunkt aftales uden for arbejdstiden - f.eks. på en planlagt fridag.

Hvis det ikke kan lade sig gøre er hidtidig praksis, at den ansatte kan få fri uden lønfradrag, idet det samtidig forudsættes, at fraværet søges placeret til mindst mulig gene for ansættelsesstedet.

I forhold til lægebesøg og tandlægebesøg er det HK/Post & Kommunikations fortolkning (med henvisning til hidtidig praksis), at du har ret til at gå til sådanne i arbejdstiden, hvis du ikke kan få en tid uden for din arbejdstid, eller hvis dit læge- /tandlægebesøg er af akut karakter.

Oprettet: 18.09.07, kl. 14.03

Redigeret: 02.12.08, kl. 12.24 af Frede Dauer


Ophavsret

Udgivet <18.09.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.