Effektiviseringsprogram skal finde 800 millioner
Breve Danmark afventer de konkrete krav
Den faldende omsætning i Breve Danmark var i fokus på Hovedsamarbejdsudvalgets møde i september måned.
En ekstern analyse af udviklingen har bekræftet, at alt peger i retning af en halvering af brevmængden over de næste par år.
Det bekræfter den forventning chef for Breve Danmark Finn Hansen allerede har udtrykt for flere måneder siden i NyhedsPosten og på Chefkredsens årsmøde.
Næstformand Eigil Johannesen konstaterer, at Statens Digitaliseringsprogram ikke vil betyde yderligere udfordringer og fortsætter:
- Sælgerne – og dermed i sidste ende chefen for virksomheden – har så god føling med markedet, at der udtrykt lidt fortærsket er mulighed for ”rettidig omhu”. At de nødvendige tiltag kan gennemføres gennemtænkt.
- Det ændrer ikke den økonomiske virkelighed, hverken for virksomheden eller os som fagforening. Men en plan er at foretrække frem for hovsaløsninger tvunget af omstændighederne, siger Eigil Johannesen.
Koncernens beslutning om et effektiviseringsprogram blev også drøftet. Breve Danmark afventer – ligesom resten af koncernen – de konkrete krav.
- Vi opfordrede Finn Hansen til, som en del af koncernledelsen, at have fokus på de uudnyttede synergieffekter i koncernens aktiviteter i Danmark i arbejdet med effektiviseringsprogrammet, slutter næstformand Eigil Johannesen.
Oprettet: 19.09.11, kl. 10.18
Redigeret: 19.09.11, kl. 10.18 af Frede Dauer
Ophavsret
Udgivet <19.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.