Ansættelsesforhold
Som leder arbejder man ofte uden overenskomst. Det betyder, at det er de individuelle vilkår i ens ansættelseskontrakt, der bestemmer forholdene for ansættelsen.
I den forbindelse er der visse ting, du skal være særlig opmærksom på. Foruden de krav, der stilles til en kontrakt i medfør af ansættelsesbevisloven (læs mere her) drejer det sig blandt andet om job-, kunde- og konkurrenceklausuler.
Kunde- og konkurrenceklausuler
Som leder på HK/Privats område vil du typisk være omfattet af Funktionærloven. Det betyder, at der skal betales kompensation for både kunde- og konkurrenceklausuler.
En konkurrenceklausul begrænser den ansatte i frit at søge job i en konkurrerende virksomhed.
Konkurrenceklausuler kan kun pålægges særligt betroede funktionærer og aftalerne skal være skriftlige.
Hvis funktionæren opsiges uden selv at have givet rimelig anledning til opsigelsen, vil konkurrenceklausulen blive uvirksom, hvorved den ansatte ikke længere er bundet af aftalen.
Har ansættelsesforholdet varet 3 måneder eller mindre gælder en konkurrenceklausul ikke. Har ansættelsesforholdet varet 6 måneder eller mindre, kan klausulen højest gældende i 6 måneder efter fratrædelsen.
De nuværende regler indebærer, at en konkurrenceklausul altid skal betales med en løbende kompensation i den periode klausulen er gældende, dvs. efter ansættelsesforholdets ophør. Beløbet skal som minimum udgøre 50 pct. af lønnen på fratrædelsestidspunktet.
Kompensationen for de første 3 måneder skal udbetales som et engangsbeløb ved fratrædelsen. Kompensation herudover skal betales månedsvis.
Arbejdsgiveren kan opsige en aftalt konkurrenceklausul med 1 måneds varsel til en måneds udgang.
Hvis funktionæren fratræder inden 6 måneder efter klausulens opsigelse, og ville klausulen i givet fald være gældende, har funktionæren ret til engangsbeløbet på 3 måneders løn.
Såfremt funktionæren tager andet passende arbejde i klausulperioden, modregnes lønnen fra dette arbejde i kompensationsbeløbet med undtagelse af engangsbeløbet. Kompensationsbeløbet bortfalder, hvis arbejdsgiveren berettiget har bortvist funktionæren.
For begge klausuler gælder, at der kun betales ét samlet kompensationsbeløb, uanset om man er pålagt både kunde- og konkurrenceklausul, dvs. virksomheden er ikke forpligtet til at betale mere end det i loven angivne minimum.[1]
Jobklausuler
En jobklausul er en aftale, som en arbejdsgiver har indgået med en anden arbejdsgiver, der typisk siger, at de to virksomheder ikke må ansætte hinandens medarbejdere, eller sågar fortælle tidligere kolleger om ledige stillinger i andre virksomheder.
1. juli 2009 trådte lov om jobklausuler i kraft, hvilket betyder, at det skal fremgå af alle nye ansættelseskontrakter, om man er omfattet af en jobklausul eller ej.
For gamle allerede eksisterende aftaler gælder loven først fra 1. juli 2009, og derfor er det en god ide at sikre sin nuværende ansættelseskontrakt nu.
Og hvis en virksomhed har mange af den slags aftaler med konkurrenterne i en bestemt branche, er det meget begrænsende for medarbejderne.
HK/Privat har længe kæmpet for at gøre aftalerne ulovlige, men beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), har kun villet gennemføre en lov, der siger, at aftalerne skal være kendte af medarbejderne og stå i ansættelseskontrakten.
Formuleringen, der er udarbejdet af HK`s juridiske kompetencecenter lyder:
"Arbejdsgiveren indestår for, at der på ansættelsestidspunktet ikke foreligger aftaler med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse den ansattes muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed, jævnfør reglerne i lov om arbejdsgivers brug af jobklausuler. Det er endvidere aftalt, at nærværende ansættelseskontrakt heller ikke fremover kan omfattes af en sådan aftale.
Såfremt der indgås aftaler i strid med ovenstående bestemmelser, kan den ansatte kræve en konventionalbod udbetalt svarende til 3 måneders bruttoløn. Den ansatte kan endvidere kræve erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler." [2]
Har du brug for rådgivning eller sparring i forhold til dine ansættelsesvilkår, så kontakt en af HKLeder’s lokale medarbejdere.
[1] Kilde: HK/Danmark.
[2] Kilde: HK/Privat
Oprettet: 18.08.10, kl. 12.54
Redigeret: 23.09.10, kl. 14.56
Ophavsret
Udgivet <18.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

