Sådan er afstemningsreglerne for mæglingsforslag
Når der stemmes om et mæglingsforslag, gælder helt særlige afstemmningsregler, som findes i Forligsmandsloven
Afstemningsreglerne betyder, at hvis stemmeprocenten er 40 eller højere, afgør almindeligt flertal, om mæglingsforslaget er vedtaget eller forkastet.
Hvis stemmeprocenten er under 40, skal derimod to betingelser være opfyldt for at et mæglingsforslag kan blive forkastet:
1) Et flertal af lønmodtagere, der har deltaget i afstemningen, skal have stemt nej.
2) Mindst 25 procent af de stemmeberettigede lønmodtagere skal have stemt nej.
600.000 lønmodtagere er berettigede til at stemme om et eventuelt mæglingsforslag. For at det kan blive forkastet ved en stemmeprocent under 40, skal mindst 150.000 lønmodtagere (25 procent af de stemmeberettigede lønmodtagere) stemme nej, og samtidig skal der naturligvis være flere nej-stemmer end ja-stemmer.
Stemmeprocenterne ved urafstemninger siden 1991 har seks ud af otte gange ligget under 40 procent.
Den højeste stemmeprocent ved de seneste otte afstemninger var i 1998, hvor 47,1 procent af lønmodtagerne stemte. Resultatet endte med et nej og en storkonflikt, som siden blev berømt for en pludselig opstået akut mangel på gær.
Oprettet: 01.03.10, kl. 15.15
Redigeret: 23.03.10, kl. 15.10
Ophavsret
Udgivet <01.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
