Du er her: hk.dk > Privat > HK/Privats tema-hjemmesider > OK2010 - [arkiv] > Industri: DI-CO-industri og øvrige overenskomster under HK/Produktion og HK/Luftfart > Fagbevægelsen tabte slaget om løn-aftalerne



Fagbevægelsen tabte slaget om løn-aftalerne

OK2010-puslespillet.
- Det er ikke et forlig, der flyder i mælk og honning. Og det ligger et godt stykke fra de seneste aftaler, siger Børge Frederiksen, 3F, om Industri-forliget.

Der er grund til jubel i Industriens Hus, mens kassedamerne må vente på bedre tider. Det vurderer forsker

Tekst: Klaus Buster Jensen, Avisen.dk

Arbejdsgiverne har vundet slaget og fået en billig overenskomst for de 240.000 ansatte i industrien. Sådan lyder dommen fra professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

- Fagbevægelsen har været i defensiven, mens arbejdsgiverne har været den stærkeste part. Derfor blev det en skrabet og billig aftale, siger Flemming Ibsen.

Den økonomiske krise og stigende arbejdsløshed har presset fagbevægelsen til at sluge industriens ønske om en billig aftale. Den nye fratrædelsesordning, der sikrer noget af lønnen ved fyring, og en ligelønsdomstol er blandt goderne i fagbevægelsens øjne.

- At skrive ligeløn ind i overenskomsterne koster dog ikke meget, og godtgørelsen til de fyrede er billig, vurderer professoren.

Rammer kassedamerne
Til gengæld bliver mindstelønnen på 103 kroner i timen justeret med en halv procent mindre, end priserne vil udvikle sig i år. Og dermed har Dansk Industri (DI) presset lønstigningen gevaldigt i forhold til tidligere aftaler. Og da det også er DI, der forhandler med de fleste andre faggrupper, har de her vundet et strategisk slag.

- Hans Skov Christensen fra DI har været optaget af at få en meget beskeden mindstelønsstigning, fordi det overføres direkte til kassedamerne, chaufførerne og rengøringsansatte, siger Flemming Ibsen.

Mælk og honning
Topforhandler Børge Frederiksen, der er formand for 110.000 industriarbejdere i 3F, erkender, at det har været en drøj omgang.

- Det er ikke et forlig, der flyder i mælk og honning. Og det ligger et godt stykke fra de seneste aftaler, siger Børge Frederiksen.

Men han mener ikke, at aftalen svigter hans egen målsætning om at sikre medlemmernes realløn.

- Jo flere penge vi brugte centralt, jo færre penge var der til de lokale forhandlinger. Det forlig burde ikke umuliggøre lokalforhandlinger, der sikrer reallønnen, mener topforhandleren.

Det er dog meget usikkert, om dette vil lykkes for tillidsfolkene på virksomhederne.

- Der må Børge Frederiksen og Thorkild E. Jensen håbe, at de lokale forhandlinger giver mere. Men det er der ingen garanti for, siger Flemming Ibsen.

Oprettet: 23.02.10, kl. 10.12

Redigeret: 23.02.10, kl. 16.53 af Jan Fiil Christensen

Aftalen

  1. Mindsteløn: Stiger 1,1 procent det første år og 1,7 procent det andet.
  2. Ligeløn: Domstol skal føre sager om diskrimination.
  3. Fyring: Kontantgodtgørelse i 1-3 måneder
  4. Pension: Efter to måneder frem for efter efter ni måneder.
  5. Barsel: To ugers ekstra barsel

Industri-aftale godkendt

Centralledelsen i CO-industri godkendte i dag aftalen om nye overenskomster på industriens område.

Aftalen blev indgået mellem CO-industri og DI – Organisation for erhvervslivet mandag 22. februar.

Dermed indstilles Industri-aftalen til vedtagelse i den urafstemning, som kommer om de nye overenskomster.


Ophavsret

Udgivet <23.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.