Mini-leksikon OK2012
Den danske model
Måden forholdene på det danske arbejdsmarked reguleres på, kaldes for den danske model.
Den danske model bygger på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter i modsætning til forholdene i mange andre lande, hvor arbejdsmarkedet er styret af lovgivning. På det danske arbejdsmarked kan der altså ikke lovgives om løn eller arbejdstid.
Det er organisationerne for arbejdsgivere og arbejdstagere, der aftaler de fælles spilleregler i overenskomsterne. Reglerne varierer på tværs af brancher.
Forligsinstitutionen
Forligsinstitutionen kommer ind i billedet ved interessekonflikter på arbejdsmarkedet, og skal hjælpe arbejdsmarkedets parter med overenskomstforhandlingerne.
Hovedaftalen
Hovedaftalen kaldes den aftale, LO og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) har indgået.
I Hovedaftalen er de helt overordnede regler for samarbejde på det danske arbejdsmarked nedskrevet, bl.a. regler om strejkeret.
Lockout
Når arbejdsgiverne lukker arbejdspladsen, så arbejdstagerne ikke kan komme på arbejde og tjene penge, kaldes det at arbejdsgiverne lockouter arbejdstagerne. Lockouter falder oftest i forbindelse med sammenbrud i overenskomstforhandlingerne.
Mægling
Når der er indgået en overenskomst, er det i Hovedaftalen bestemt, at det ikke længere er tilladt at strejke.
Hvis der opstår et problem på arbejdspladsen, skal det derfor løses ved mægling. Det foregår ved, at repræsentanter for arbejdstagernes fagforening, fx HK/Privat, mødes med repræsentanter for arbejdsgivernes organisation fx Dansk Erhevrv og forsøger at nå til enighed om, hvordan problemet kan løses
Overenskomst
Det er fagbevægelsen, der tegner overenskomster med arbejdsgiverne.
En overenskomst er en aftale mellem arbejdsgiveren og arbejdstagerne, der fastlægger lønniveau, arbejdstid, overarbejdstillæg og alle andre dele der sikrer, at du og din arbejdsgiver har den samme opfattelse af, hvad der er ret og pligt på arbejdspladsen.
Overenskomster indgås normalt for en periode mellem to og fire år. Efter denne periode forhandles de igen.
På langt de fleste private arbejdspladser i Danmark arbejdes efter en overenskomst, der er forhandlet på plads af LO's forbund.
Strejke
Når arbejdstagerne nedlægger arbejdet, kaldes det en strejke. En strejke kan være lovlig, for eksempel hvis overenskomsten er udløbet, og der ikke er forhandlet en ny på plads. En strejke kan være ulovlig, hvis den finder sted, selv om arbejdspladsen er dækket af en overenskomst
Kilde: LO
Oprettet: 27.01.12, kl. 12.36
Redigeret: 27.01.12, kl. 12.38
Ophavsret
Udgivet <27.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
