50%-reglen med ved forhandlingsbordet
Sammen med løn og tryghed var den omstridte regel med på CO-Industris liste over topkrav, da overenskomstforhandlingerne med DI i dag gik i gang
[4.1.2012]
Røde faner og gule sole med budskabet om, at 50%-reglen er 100 % diskrimination. Det var, hvad der mødte de fire hovedforhandlere fra DI og CO-industri, da de i dag mødte op til den første forhandling om Industriens Overenskomster.
Mødet fandt sted i DIs midlertidige domicil i Ørestaden.
Har hørt HK/Privats krav om 50%-reglen
Formand for CO-Industri, Thorkild E. Jensen, lagde ikke skjul på, at han havde hørt efter HKs krav om 50%-reglen:
- Vi er meget optaget af tryghedsbestemmelserne, løn under sygdom og løn under barsel. Og så er vi optaget af områdebestemmelsen for overenskomsten og 50%-reglen, som jo er udelukkende i overenskomsten for HKerne. Men vi er meget opsatte på, at den kommer væk, lød det som noget af det første, da han hilste på pressen inden forhandlingernes start.
Derudover var lønnen som altid til diskussion, fortalte han. Men det er klart, at danskerne samtidig må være krisebevidste.
- Vi går efter at bevare reallønnen, så vi ikke igen skal opleve et fald af danskernes løn i forhold til priserne, fortalte Thorkild E. Jensen, der dermed lægger op til en årlig lønstigning på omkring de to procent.
DI afviste afskaffelse af 50%-reglen
Fra den modsatte side af forhandlingsbordet var adm. direktør i DI, Karsten Dybvad, naturligvis langt fra på linje med alle krav. Og han afviste decideret, at 50 %-reglen bør fjernes. Reglen er nemlig ganske fornuftig, mener han.
- Det hænger sammen med, at i den danske model med to parter, der forhandler med hinanden, skal du også repræsentere nogen for at give en forhandling legitimitet, forklarede Karsten Dybvad.
DI: Vi har udtrykt os klart nok
Men da spørgsmålet efterfølgende lød, hvorfor reglen så ikke blev udbredt til andre overenskomster end HKs, kom der ikke nogen videre begrundelse.
- Jeg synes, jeg har udtryk mig klart nok i forhold til, hvad vi mener om 50%-reglen, lød det.
Forhandlingerne forventes at vare frem til 10. februar, men allerede i dag åbnede Thorkild E. Jensen op for, at forligsmanden kan blive en nødvendighed. En påstand, som Karsten Dybvad meget hurtigt dyssede ned.
- Vi forventer selvfølgelig, at vores forhandlinger føre til et resultat, så det ikke bliver nødvendigt, sagde DIs adm. direktør.
Tekst: Morten Munkholm - Video: Jesper Pedersen
Oprettet: 05.01.12, kl. 09.27
Redigeret: 05.01.12, kl. 09.34 af Jesper Pedersen
HK/Privats kampagne-logoer 2010
50%-reglen rammer kun HKere
50%-reglen gælder kun for HK.
Reglen betyder, at HK skal have mindst halvdelen af mulige HKere på en arbejdsplads - som medlemmer - for at kunne tegne overenskomst med en virksomheden eller firmaet.
Hvis der for eksempel i et firma er 30 ansatte med HK-arbejde, skal mindst 15 være medlem af HK, for at HK kan indgå overenskomst med arbejdsgiveren.
Samme krav stilles ikke til andre fagforbund.
Ophavsret
Udgivet <05.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


