LO: Omstridt 50%-regel kan give sammenbrud
LO-formand Harald Børsting advarer om sammenbrud i industriens OK-forhandlinger, hvis ikke 50%-reglen på HK-området bliver fjernet
Mens overenskomstforhandlingerne på industriens område går ind i den afgørende fase, advarer LO-formand Harald Børsting om en potentiel bombe under en aftale.
Det skriver Berlingske.
Hvis ikke arbejdsgiverne går med til at fjerne den upopulære regel på HK-området om, at mindst 50 procent af de ansatte på en arbejdsplads skal være medlemmer for at kunne tegne overenskomst, så truer det det endelige resultat.
Dumdristige arbejdsgivere
- Det er helt uforståeligt, at arbejdsgiverne holder så dumdristigt fast i en så forældet regel. I en tid, hvor vi udviser stor løntilbageholdenhed undrer det mig, at de ikke udviser større kreativitet for at finde en fælles løsning. Det skaber en usikkerhed i forhandlingerne, vi kunne være foruden, siger Harald Børsting til Berlingske.
Ligesom i 2010 har HK/Privat truet med storkonflikt, hvis ikke man kommer af med den forkætrede regel.
For to år siden stemte tre ud af fire HK'ere nej til overenskomsten på grund af 50%-reglen, men et stort flertal af 3Fs medlemmer stemte samtidig ja, og derfor blev overenskomsten vedtaget.
Tvivler på konflikt
Men arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen vurderer det som usandsynligt, at medlemmerne i Dansk Metal og 3F vil risikere arbejdspladser og en konflikt for HK-krav, mener han.
- LOs udmelding, tror jeg, handler lige så meget om, at LO er under hårdt pres for at holde sammen på tropperne og vil vise HK, at funktionærerne også har en plads i LO, siger Flemming Ibsen til Berlingske.
HK/Kommunal har tidligere kritiseret LO og bejlet til hovedorganisationen FTF i stedet for.
Oprettet: 06.02.12, kl. 12.59
Redigeret: 06.02.12, kl. 13.49 af Jan Fiil
Følg OK2012-forhandlingerne tæt
På HK/Privats tema-side "100procent" kan du følge med i OK-forhandlingerne, modtage sms'ere om OK2012-nyt og meget mere.
Ophavsret
Udgivet <06.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


