Du er her: hk.dk > Privat > Udvalgte nyheder > HK/Privat-kampagne skal fjerne urimelig 50%-regel



HK/Privat-kampagne skal fjerne urimelig 50%-regel

Det ny år starter med en storstilet HK-annoncekampagne i landets aviser. Kampagnen skal være med til at fjerne en mere end 50 år gammel urimelighed på arbejdsmarkedet

Som det eneste fagforbund i Danmark kan HK/Privat kun tegne overenskomst med en arbejdsgiver, hvis mindst halvdelen af de ansatte HK-medarbejdere rent faktisk er medlem af HK.

- Det er et hovedkrav for os, at 50%-reglen bliver afskaffet. Den kampagne, vi indleder på mandag, er blot første fase. Det er virkelig en afgørende sag for os, siger sektorformand Simon Tøgern, HK/Privat, til Politiken.

- Op mod 100.000 i HK-job bliver holdt uden for en overenskomst på grund af 50%-reglen. Det dur ikke i et moderne samfund, hvor vi praler af at have ordnede forhold, og er stolte af den danske model, siger Simon Tøgern.

For to år siden kæmpede HK/Privat også for afskaffelsen af 50%-reglen, men arbejdsgiverne var lodret imod.

Kæmpede forgæves i 2010
Trods et rekordstort antal nej-stemmer fra HK/Privat - tre ud af fire HKere stemte nej - blev Mæglingsforslaget i 2010 vedtaget med blandt andet ja-stemmer fra 3F, som traditionelt ellers stemmer nej til Mæglingsforslag.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet:

- HKs kampagne er den eneste alvorlige sten i skoen ved forårets overenskomstforhandlinger.

Falder 3F tilbage i sit gamle mønster med at stemme nej, og HK/Privat ikke får indrømmelser, så kan en afstemning om et Mæglingsforslag i april blive meget tæt.

Og dermed er en storkonflikt på arbejdsmarkedet en reel mulighed.

Konflikt en mulighed
DI og CO-industri starter OK-forhandlingerne inklusive 50%-reglen på onsdag 4. januar 2012.

CO-industris chefforhandler Thorkild E. Jensen er klar over alvoren i situationen:

- Det er et utroligt vigtigt krav. Vi satser på at få et gennembrud i forhandlingerne.

Oprettet: 31.12.11, kl. 19.01

Redigeret: 01.01.12, kl. 17.03 af Jan Fiil

Følg med i HK/Privats kamp for afskaffelse af 50%-reglen.

Klik ind på vores særlige OK2012-hjemmeside her.


Ophavsret

Udgivet <31.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.