Krisen sænker arbejdsglæden
Krisen går hårdt ud over de ansattes arbejdsglæde, viser undersøgelse blandt HK-medlemmer - noget må der gøres, siger HK/Privat.
Krisen går hårdt ud over arbejdsglæden blandt de ansatte. Det viser besvarelserne fra en undersøgelse blandt medlemmer af fagforbundet HK. Næsten hvert tredje medlem af HK/Privat siger, at krisen har haft en negativ eller meget negativ indflydelse på arbejdsglæden på deres arbejdsplads. - Det kan være vanskeligt at undgå frygt for fyringer og utryghed, som er fremtrædende årsager til tilbagegangen i arbejdsglæden, men alligevel må der gøres noget. Og der må ligeledes skrides ind over for stress og dårlig ledelse, siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen, HK/Privat, til www.nordjyske.dk
33 procent af de adspurgte angiver "mere stress" og 26 procent "dårlig ledelse" som nogle af årsagerne til det dårligere klima.
- Hvis de danske virksomheder skal overleve, må de have fokus på medarbejdernes arbejdsglæde også under kriser. Ikke bare for medarbejdernes egen skyld - lysten til at gå på arbejde betyder enormt for vores produktivitet og kvaliteten, siger Svend-Erik Hermansen.
Han tilføjer, at man på medlemmerne hører, at mange ledere er helt uvante med at tackle en virksomhed i nedgangstider.
Oprettet: 28.08.09, kl. 13.32
Redigeret: 28.08.09, kl. 13.35 af Aage Lundgaard
Ophavsret
Udgivet <28.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
