LO vinder pensionssag mod tidligere næstformand
Tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger taber i Østre Landsret sag om pensions-millioner
Østre Landsret har i dag afgjort, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke har ret til den såkaldte tilsagnspension fra LO.
Dermed omstøder Østre Landsret en dom fra Københavns Byret fra marts 2010, hvor hun fik medhold i, at hun skulle have udbetalt 5,7 millioner kroner fra LO.
Udover Østre Landsret har frataget hende retten til pensionen, skal hun sammen med HK/Privat betale sagens omkostninger på 550.000 kroner.
Afgang er ikke selvvalgt afgang
Østre Landsret lægger i sin afgørelse vægt på, at "afgang" fra LO betyder afgang til pension og ikke selvvalgt afgang, fordi man for eksempel taber et formandsopgør.
"Efter landsrettens opfattelse må det derimod lækkes til grund, at tilsagnspensionsordningen i overensstemmelse med den tilblivelseshistorie og formål fortsat har haft som en forudsætning for opnåelse af tilsagnspensionen, at tillidsmanden arbejdede i den pensionsgivende stilling frem til pensionsalderens indtræden," skriver Østre Landsret i sin afgørelse.
Pensionsselskab
Østre Landsret har lagt vægt på vidneudsagn fra medarbejdere i PensionDanmark, der er det pensionsselskab, der forvalter den særlige pensionsordning.
Deres udsagn har talt til fordel for, at den særlige pension kun kunne opnås, hvis man blev på sin post frem til pensionsalderen, og ikke hvis man selv opsagde stillingen, som Tine Aurvig-Huggenberger gjorde det efter formandsopgøret i 2007.
Overvejer at gå til Højesteret
Tine Aurvig-Huggenberger er skuffet over Østre Landsrets afgørelse og overvejer at anke til Højesteret. Dog vil hun først se rettens præmisser for dommen.
Det samme vil formand for HK/Privat, Simon Tøgern. HK/Privat har ført sagen for den tidligere LO-næstformand, fordi hun er medlem af HK/Privat.
Simon Tøgern siger:
- Vi vurderede, at det var en sag, vi ville vinde. Det er desværre ikke sket, og nu må vi nærlæse dommen. Før vi har gjort det, foretager vi os ikke noget.
Kun to kan endnu få tilsagnspension i LO
Den såkaldte tilsagnspension blev afskaffet på LO-kongressen i 2003. Kun LO-formand Harald Børsting og faglig sekretær Marie Louise Knuppert har mulighed for at få den lukrative pension, når de går af.
Tekst: Kasper Kristensen og Irene Stelling, newspaq.dk
Oprettet: 16.01.12, kl. 14.36
Redigeret: 16.01.12, kl. 14.46 af Jan Fiil
Ophavsret
Udgivet <16.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
