Du er her: hk.dk > HK Privat PrivatService > Faglig service > ArbejdsPladsVurdering



ArbejdsPladsVurdering

Siden 1998 har der været lovkrav at arbejdspladserne, som minimum hvert 3. år, skal lave en vurdering af arbejdsmiljøet på virksomheden (APV). Dette arbejde skal laves i samarbejde mellem ledelsen og medarbejderne. Hvor der er en sikkerhedsgruppe er det naturligt at placere opgaven der.

Baggrunden for disse APV’er at kortlægge eventuelle problemer med arbejdsmiljøet og finde løsninger på disse, ligesom det fremadrettet skal gøre det nemmere at håndtere problemerne.

Hidtil har disse APV’ere bl.a. drejet sig om støv, larm, dårlige stole og lysindfald. Men fra den 1. januar 2005 skal de mere bløde værdier tages med i disse vurderinger.

Sygefravær skal ind i APV'erne
Alle danske arbejdspladser er nu forpligtet til at tage systematisk fat på sygefraværet. Fra den 1. januar 2005 skal sygefraværet indgå i den årlige arbejdspladsvurdering (APV).

Sygefraværet skal derigennem forebygges og sænkes. Der er nemlig en sammenhæng mellem sygefravær og arbejdsmiljø.

I APV’en skal indgå en vurdering af, om forhold i virksomhedens arbejdsmiljø kan medvirke til sygefraværet.

HKPS opfordrer alle sine medlemmer til, at APV’en bliver brugt aktivt for at bekæmpe sygefravær. Såvel forhold i indeklimaet og indretningen af den enkeltes arbejdssted og ergonomiske muligheder som forhold i virksomhedens ledelses- og/eller samarbejdsform, kan være væsentlige årsager til sygefraværsdage. Et eksempel på problemer der kan løses ved hjælp af en APV kunne være museskader, som bliver mere og mere udbredt.

Hvis man skal kunne foretage de fornødne tiltag er det vigtigt, at alle årsager til et øget fravær bliver overvejet og vurderet.

Ved at inddrage sygefraværet i APV’en sikres der en systematisk håndtering af sygefraværet. Og det er efter HKPS opfattelse til alles fordel. Det er alles ansvar, at der tages fat på sygefraværet.

HKPS opfordrer til, at vurderingen af forholdene omkring sygefravær sker i et åbent og tillidsfuldt samarbejde og dialog mellem medarbejdere og ledelse.

Sygefravær skal på dagsordenen. Tag emnet op på personalemøder og prøv at finde løsninger på problemerne i det daglige samarbejde.

Rådom forebyggelse
Seks generelle råd til forebyggelse af sygefravær på grund af manglende trivsel på jobbet lyder:

- Fokuser på det arbejdsmiljørelaterede fravær og gør det ikke til et spørgsmål om individuelle medarbejderes fravær.

- Få alle medarbejdere til at vurdere, om de hver især oplever, at forhold i indeklimaet, tilrettelæggelse af arbejdet, indretningen af deres arbejdsplads og ledelse og samarbejde er årsag til flere årlige sygefraværsdage.

- Viser APVen, at et eller flere områder eller afdelinger i virksomheden har flere arbejdsmiljøproblemer, så tjek også, om de samme områder eller afdelinger har mere sygefravær. Vurder i så fald, om årsagen til fraværet kan skyldes arbejdsmiljøet.

- Vurderer man, at der er forhold på arbejdspladsen, der har indflydelse på fraværet, så vær særligt opmærksom på dem i den videre proces med APV’en.

- Arbejd med sygefraværet på en måde, som passer til den enkelte virksomhed.

- Lad ledelsen vurdere, om sygefraværsstatistik skal bruges som redskab i APV-arbejdet, så effekten af tiltag også kan vurderes ud fra antallet af fraværsdage før og efter.

Tjek vejledninger
Branchearbejdsmiljørådet for Privat Kontor og Administration, BAR Kontor, har udarbejdet en tjekliste, som findes i branchevejledingen om APV. Heri findes også beskrivelse af en APVs forløb og herunder identifikation og kortlægning af arbejdsmiljøfaktorerne i virksomheden - klik her.

Brug Arbejdstilsynets APV-tjekliste - klik her.

Når disse gennemgange er foretaget, skal der ske en afhjælpning af fejl og mangler med videre. Samtidig skal der udarbejdes en handlingsplan, der hurtigst muligt fører frem mod holdbare løsninger, der forebygger problemer med arbejdsmiljøet.

Ansvaret for opfølgning ligger i sikkerhedsarbejdet - og med arbejdsgiveren, som den der skal gennemføre nødvendige initiativer.

Læs mere på:
www.arbejdsmiljoeportalen.dk
www.skidtmads.dk
www.barkontor.dk
www.mithk.dk
www.at.dk
www.arbejdsmiljoviden.dk

Oprettet: 01.04.09, kl. 09.26

Redigeret: 01.04.09, kl. 10.51


Ophavsret

Udgivet <01.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.