Vikarer
Er du vikar - så læs dette
Når du bliver ansat som vikar ….
Når du bliver ansat i et vikarbureau, skal der oprettes en kontrakt – den kan hedde en vikaraftale, en tilknytningsaftale eller en tilknytningskontrakt og beskriver, hvilke regler, der gælder for din ansættelse.
Tilknytningsaftalen beskriver blandt andet:
- Hvordan du melder dig syg
- Opsigelsesvarsler
- Hvilken overenskomst regulerer ansættelsesforholdet
- Og eventuelt andre særlige aftaler
- Når du bliver udsendt ….
- Arbejdsstedet, begyndelsestidspunktet, eventuel varighed, arbejdstid, stillingsbeskrivelse, løn og udbetaling aftales særskilt i forbindelse med hvert vikariat og skal fremgå af den jobbekræftelse, som du får tilsendt.
Du har ret til den aftalte løn, uanset om der mellem bureauet og kunden opstår uoverensstemmelser om kvaliteten af dit arbejde.
Ferie
Alle har ret til at holde 5 ugers ferie om året. Det siger ferieloven. Hovedferie i 3 uger fra 1/5-30/9 og de resterende 2 uger inden 30/4. Vikarbureauet skal udbetale 12½ % feriegodtgørelse af den løn, du har fået udbetalt i optjeningsåret.
Overenskomst
Vær opmærksom på, om det vikarbureau, du er tilknyttet, har en overenskomst med HK. Her kommer nogle af de bestemmelser, der følger af de fleste overenskomster:
Overenskomsten er vigtig, fordi den bl.a. giver dig rettigheder fx m.h.t. løn under barsel, pension, feriefridage og løn på ”indeklemte” søgne-helligdage, samt fri enten den 24. eller 31. december.
Pas på, hvis der står i kontrakten, at du ved underskrivelsen er varslet til ferie i de nævnte dage (altså søgnehelligdagene eller 24./31. december). Her kan du forhandle lidt, og er der overenskomst, skal du have betaling!
Du kan se på netværkssiden under www.hkps.dk, hvilke bureauer, der har overenskomst.
Feriefridage
Er vikarbureauet omfattet af en overenskomst, har du ret til at holde 5 feriefridage om året, hvis du har været beskæftiget uafbrudt i bureauet i 9 måneder. Får du ikke afholdt feriefridagene, kan du inden 3 uger efter ferieårets udløb rejse krav om kompensation svarende til løn for hver feriefridag, der ikke er blevet afholdt.
Pension
For at være berettiget til pension skal du være omfattet af en overenskomst. Har du bare én gang, f.eks. fra et tidligere job, været omfattet af en arbejdsmarkedspension, baseret på en kollektiv aftale, har du fra ansættelsen krav på pension. Har du ikke tidligere været omfattet af arbejdsmarkedspension, vil du få indbetalt pensionsbidrag, når du har været ansat uafbrudt i 9 måneder hos en eller flere virksomheder omfattet af overenskomsten.
Fordele og ulemper som vikar:
Fordele
Du prøver forskellige jobfunktioner
Du ”får foden indenfor”
Du vedligeholder dine kvalifikationer – og får nye!
Du møder mange spændende nye mennesker
Du kan tilpasse dit arbejdsliv til dit privatliv
Du udvikler dig ved at arbejde på flere forskellige arbejdspladser
Du lærer flere forskellige virksomheder at kende og finder ud af, om der er et sted, du gerne vil arbejde fast.
Ulemper
Du er ikke omfattet af funktionærloven
Du er ikke sikret en bestemt løn i perioder, hvor du ikke er ude at arbejde som vikar
Dit privatliv kan være svært at planlægge med mange jobskift og skiftende arbejdstider
Det kan være frustrerende ikke at kende ”dagen i morgen”
Det kan være svært at komme ind i sammenholdet på arbejdspladsen
Du får sjældent de samme tilbud om efteruddannelse
Du er ikke omfattet af virksomhedens personalepolitikker
Afskedigelse
Som udsendt af et vikarbureau er du ikke omfattet af funktionærloven. Det betyder, at det er reglerne i overenskomsten for ”ikke-funktionærer”, du er omfattet af – hvis der altså er en overenskomst med det vikarbureau du er tilknyttet.
Landsoverenskomsten for kontor og lager mellem Dansk Handel & Service og HK/Handel og HK/Privat, Funktionæroverenskomsten mellem Dansk Industri og HK/Privat og Landsoverenskomsten for kontor og lager mellem HTS arbejdsgiverforeningen og HK/Privat og HK/Handel, er de overenskomster de fleste vikarbureauer med overenskomst er omfattet af.
Her er reglerne for ”ikke funktionærer” fastsat i overenskomsterne:
I de første 3 måneder af ansættelsen kan opsigelse fra begge sider ske uden varsel, således at fratræden sker ved normal arbejdstids ophør den pågældende dag.
Fra medarbejderside:
Efter 3 måneders uafbrudt beskæftigelse: 1 måned til udgangen af en måned.
Fra virksomhedens side:
Efter 3 måneders uafbrudt beskæftigelse: 1 måned til udgangen af en måned.
Efter 2 års uafbrudt beskæftigelse: 2 måneder til udgangen af en måned.
Efter 3 års uafbrudt beskæftigelse: 3 måneder til udgangen af en måned.
Er der ingen overenskomst med det vikarbureau du er tilknyttet, skal du aftale dit opsigelsesvarsel med vikarbureauet.
Sygdom
Når du er ansat som vikar gennem et vikarbureau, skal du være opmærksom på, at du ikke er omfattet af funktionærloven. Det betyder at du ikke får fuld løn under sygdom, men du kan få sygedagpenge – spørg på kommunen!
Du skal være opmærksom på, at der først udbetales sygedagpenge fra 1. hele fraværsdag.
Dette indebærer at hvis du går hjem midt på dagen på grund af sygdom, så skal arbejdsgiveren betale dig løn indtil du går hjem, men du modtager ikke noget for resten af dagen, da der først udbetales sygedagpenge fra 1. hele fraværsdag.
Barsel
Er du tilknyttet et vikarbureau med overenskomst, skal du følge reglerne i overenskomsten. Mange overenskomster giver dig ret til fuld løn under barsel i en periode, når du har været uafbrudt ansat i virksomheden i 9 måneder på det forventede fødselstidspunkt.
Er du ansat i et vikarbureau uden overenskomst, er det reglerne i sygedagpengeloven, du skal følge.
Er du i tvivl om reglerne, eller om der er overenskomst med det vikarbureau du er tilknyttet, er du velkommen til at kontakte din lokale HK afdeling.
Løn
Husk, når du skal tale løn med bureauet, at det altid er sådan, at arbejdsgiveren vil betale så lidt som muligt – og du vil selvfølgelig sælge din arbejdskraft så dyrt som muligt. Det er helt naturligt. Derfor skal du være ”klædt på” til at tale løn. På www.mithk.dk kan du se, hvad månedslønnen ligger på for den jobfunktion, du skal bestride. For at finde timelønnen skal du dividere månedslønnen med 160,33. Og husk også, at det måske var rimeligt, om lønnen var LIDT højere – for du får jo ikke løn under sygdom, da vikarer ikke er funktionærer, ej heller løn under efteruddannelse.
Lønstatistik
Hold dig orienteret om lønniveauet på www.mithk.dk, så du altid er klar til at tale løn – brug lønstatistikkerne og husk selv at bidrage til dem, når HK sender lønindberetningskortene ud. Jo flere, der indsender deres lønoplysninger til HK, jo bedre bliver statistikken til glæde for os alle.
Brug www.hkps.dk og slut dig til netværket. Her får du informationer om nyt, der sker, og her kan du udveksle erfaringer med andre vikarer: råd og dåd, tips og vejledninger, lovprisninger og advarsler, kort sagt: her er ordet frit for vikarerne.
Hold øje med de arrangementer og kurser, der løbende vil blive tilbudt, meld dig til og træf nye kolleger.
Nyttige adresser
HK har en masse websider med oplysninger, råd og vejledning. Brug dem! Her kommer nogle af dem:
www.hk.dk
www.hkprivat.dk
www.hkps.dk
www.mithk.dk
www.arbejdsmiljoportalen.dk
- og der er mange gode links, du kan benytte dig af.
Oprettet: 01.04.09, kl. 09.47
Redigeret: 01.04.09, kl. 11.56
Ophavsret
Udgivet <01.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
