Du er her: hk.dk > SAMDATA\HK > Forsidenyheder > BETACAMP I BERLIN - NOGET FOR DIG?



BETACAMP I BERLIN - NOGET FOR DIG?

Bliv en af de heldige 25 medlemmer, som SAMDATA\HK inviterer til et energisk forløb i Berlin, København og Odense. Du får afprøvet dit IT-talent og møder nogle af Europas skarpeste IT-hjerner.

Har du lyst til at komme med på en kreativ camp, hvor du både får snuset til et af Europas mest kreative miljøer og får skal være med til at producere et reelt produkt? Så skulle du overveje at tage med på Betacamp.
Betacamp er målrettet nyuddannede og studerende der er sidst i forløbet, og som har mod på at få en masse forbindelser og tackle en kontant udfordring. Men der er kun plads til 25, så tag en hurtig beslutning.

Hvad er Betacamp?

Betacamp består af tre energifyldte faser:

  • 1. Precamp i Odense d. 21. marts, 2012 på Brandts Klædefabrik med teambuilding, indlæg om tilgang til produktudvikling, tendenser på it-feltet og markedsføring.

  • 2. Camp i Berlin d. 19.- 22. april, 2012 med base i Betahaus og overnatning på hotel i nærheden. Her skal der arbejdes igennem for at udvikle et produktoplæg samtidig med, at der vil være indlæg fra bl.a. wahwah.fm og besøg hos Soundcloud.com.

  • 3. Finale i København d. 30. juni, 2012 på Fabrikken for Kunst og Design. Her kårer en faglig kompetent jury det bedste projekt til en afslutning med fest og DJ.

Hvem kan komme med

Betacamp er rettet mod studerende og nyuddannede medlemmer af SAMDATA\HK.
Det kræver talent og høje ambitioner at deltage og ikke mindst lyst til at udvide sit faglige og sociale netværk. Betacamp er gratis, men vi forventer at du kan arbejde i team, at du er motiveret og kan byde ind med en stærk faglig kompetence.
Vi søger en bredt sammensat gruppe på 25 medlemmer med kompetencer indenfor for eksempel php, asp, usp, iOS, HTML, css, android eller AI & UX, photoshop og illustrator. Camp-sprog vil være dansk og engelsk.

Snus til IT-miljøet i Berlin

Under opholdet i Berlin slår vi os ned i Betahaus i bydelen Kreutzberg, som har et både slidt og anarkistisk præg. Her ligger autoværksteder side om side med økologiske byhaver, trendy natklubber og kreative kraftcentre som Aufbau Haus og Betahaus. Sidstnævnte er et såkaldt 'coworking space' med plads til 120 arbejdende iværksættere og freelancere - deres bærbare devices og varme kaffe.
Her emmer af bohemeliv og digital kreativitet, men tag ikke fejl. Dagene i Betahaus forsvinder bestemt ikke op i netsurf og kaffeslabbaras. Lokalerne er befolket med dybt seriøse typer, som er ferme til at få ting gjort og transformere idéer til profitable foretagender.
Udover at arbejde bliver der også tid til indlæg fra folkene bag wahwah.fm, som er en lokationbaseret mobil musik app, der gør enhver i stand til at lave sin egen live, mobile radiostation. Ligesom der er sat tid af til et spændende virksomhedsbesøg hos Soundcloud.com – verdens førende platform for 'social sound', hvor de i øvrigt altid er på udkig efter nye talenter fra hele verden.

Tilmeld dig her

Udfyld tilmeldingskemaet på www.betacamp.dk inden 5. marts.
Læs mere om miljøet i Berlin i det seneste nummer af SAMDATA\HK Magasinet

Oprettet: 24.01.12, kl. 14.56

Redigeret: 24.01.12, kl. 15.00 af SAMDATA\HK


Ophavsret

Udgivet <24.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.