OK 08: Natlig forhandling gav HK’ere flere lønstigninger
HK/Stat har indgået ny organisationsaftale med stigninger i basislønnen på 2,4 procent til de lavest lønnede assistenter og mindre stigninger til de fleste andre medlemsgrupper. Forbedringen af basislønningerne kommer oven i de generelle lønstigninger, som ligger i CFU-forliget.
Onsdag morgen den 27. februar indgik HK/Stat en ny organisationsaftale med Finansministeriet. Dermed afsluttede fagforeningen overenskomstforhandlingerne for omkring 25.000 kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere i staten.
Organisationsaftalen supplerer det generelle forlig om de statsansattes løn- og arbejdsforhold, som CFU og finansministeren enedes om 18. februar. (Se artikler om det generelle forlig og resultatpapir herfra .)
Den nye organisationsaftale sikrer større eller mindre stigninger i basislønningerne for stort set alle HK/Stats medlemsgrupper. Flest penge har forhandlerne brugt på at hæve lønniveauet for de lavest lønnede assistenter, som kan se frem til at få hævet deres basisløn med 5724 kroner om året – eller 477 kroner om måneden. Det svarer til en stigning på basislønen på 2,42 procent.
Til alle grupper har forhandlerne aftalt forhøjelser inden for en ramme på 0,7 procent af lønsummen. Den ramme blev allerede aftalt ved det centrale CFU-forlig. Rammen er udmøntet lidt forskelligt inden for de enkelte faggrupper. Men hver gruppe har fået den andel af pengene, som deres antal berettiger til, understreger Ann-Margret Duus Jensen, sektorchef i HK/Stat.
Basislønninger stiger 1. oktober
De ekstra penge kommer oven i de generelle lønstigninger, som blev aftalt i CFU-forliget for nylig. Forbedringerne af basislønningerne træder i kraft 1. oktober 2008.
Den første generelle lønstigning, som er på omkring 3,74 procent ( nemlig en aftalt stigning på 3,30 procent og en forventet udmøntning fra reguleringsordningen på 0,44, red.), ruller ind på lønkontoen allerede fra 1. april.
En kontorfunktionær i den laveste løngruppe vil pr. 1. oktober i år opnå en samlet lønstigning i forhold til marts 2008 på godt seks procent. Dertil kommer, at statens pensionsbidrag stiger med en femtedel pr. 1. oktober – nemlig fra 12,5 til 15 procent. Samlet set en forbedring på godt otte en halv procent.
Kontorfunktionærer i løngruppe 2, sats II, får hævet deres basisløn med 1157 kroner om året, mens basislønnen i løngruppe 3, sats I, stiger med 2314 kroner om året.
Kontorelever
Kontoreleverne er også betænkt i aftalen – med stigninger i basislønnen på omkring 1,3 procent. En stigning, som også i elevernes tilfælde kommer oven i de generelle stigninger, som alle får glæde af pr. 1. april.
Laboranter
Til laboranterne er der aftalt stigninger i basislønnen for løngruppe 2, sats II på cirka 1461 kroner om året. Det svarer til en stigning på 0,57 procent, mens løngruppe 3 får hævet basislønen med 3045 kroner årligt, svarende til 1,11 procent. Til laboranter i løngruppe 4 er der ekstra 4871 kroner om året, svarende til 1,66 procent.
IT-medarbejdere
IT-medarbejderne får stigninger i deres basislønninger på mellem 0,45 og 4 procent. Størst er stigningen på basislønnen i løngruppe 2, hvor der bliver lagt 10.000 kroner oven i den hidtidige basisløn.
AF-konsulenter og centermedarbejdere i Dansk Røde Kors
HK/Stat har endnu ikke afsluttet forhandlingerne om de særlige forhold for AF-konsulenterne og centermedarbejderne i Dansk Røde Kors.
Urafstemning
Medlemmerne af HK/Stat får mulighed for at tage stilling til det samlede overenskomstresultat ved en snarlig urafstemning.
Tekst: Tom Gotfred
Oprettet: 27.02.08, kl. 15.30
Redigeret: 31.03.08, kl. 13.52 af Britta Hansen
Resultater og artikler
Resultater specielt for HK'ere inden for statens område
Læs om de ændringer i organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere inden for statens område, der blev indgået mellem HK/Stat og Finansministeriet den 27. februar 2008.
Resultaterne i det generelle statslige overenskomstforlig
Her ser du resultatpapir og faktaark, der forklarer indholdet i det generelle statslige forlig, der blev indgået mandag den 18. februar 2008.
HK/Stats medlemmer kan stemme om den nye overenskomst fra slutningen af marts til midten af april. Stemmematerialet udsendes den 25. marts, og afstemningen afsluttes den 15. april 2008.
Artikler om OK 08
HK/Stats bestyrelse anbefaler et ja til den nye overenskomst
Forlig sikrer købekraft og højere pension
HK/Stat-formand om forlig: Det tegner godt
Ophavsret
Udgivet <27.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.