Du er her: hk.dk > Stat > Dit job og din løn > På barsel > FAQ om barsel > Forkortes min barselsorlov, hvis jeg føder efter fastsat termin?



FAQ om barsel

Spørgsmål:

Jeg er gravid og har termin den 15. september. Jeg regner med at gå fra ca. en måned før forventet fødsel. Hvis jeg nu går over tiden og f.eks. først føder d. 20. september, går de dage så fra min barselsorlov?

Svar:

Den fastsatte termin har kun betydning for, hvornår du kan gå fra inden fødsel (graviditetsorlov).

Inden for staten har du seks ugers graviditetsorlov. Du har altså ret til at gå fra seks uger før forventet fødsel.

Terminsdatoen er den sidste dag i denne 6 ugers periode. Selve barselsorloven begynder altså på 1. dagen efter fødsel.

Men om perioden, inden du føder, bliver kortere eller længere end forventet er uden betydning. Du får din fulde løn i perioden frem til du føder – så du får lidt mere ”gratis” graviditetsorlov, hvis du går over tiden.

Selve din barselsorlov træder altid i kraft dagen efter din faktiske fødsel.

Du skriver, at du først vil gå fra ca. en måned før forventet fødsel. Du skal være klar over, at de to uger, du her sparer, ikke kan overflyttes til den anden side af fødslen.

Om du vil gå seks uger før, eller du hellere vil blive så længe som muligt på arbejde, er dit individuelle valg. Men det giver altså ikke ekstra på kontoen at blive så længe som muligt inden fødslen.


Oprettet: 21.07.06, kl. 13.13

Redigeret: 01.10.06, kl. 10.01

Ophavsret

Udgivet <21.07.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.