Det går godt med din løn
HK/Stats medlemmer var de HK’ere, som steg mest i løn i 2008. Største stigninger oplevede HK-gruppen i DR. Medlemmer af Trafik & Jernbane har den højeste gennemsnitsløn.
Af Martin Sommer
Løntallene for 2008 viser en rar tendens for dig, som er medlem af HK/Stat.
For det første har den samlede lønudvikling i perioden været på 5,9 procent samlet set for medlemmerne i HK/Stat. Til sammenligning var lønudviklingen for alle medlemmer i hele HK kun på 5,0 procent.
Formand for HK/Stat, Thora Petersen, er ikke i tvivl om resultatet:
»I praksis har det betydet, at 2008 har givet hvert medlem en gennemsnitlig reallønsudvikling på 1,7 procent. Du kan med andre ord få mere for din løn end sidste år. Set i forhold til det private arbejdsmarked er det også uhyre positivt, her har reallønsudviklingen kun været på 0,3 procent.«
Månedslønnen i 2008 for medlemmer i HK/Stat var 25.915 kroner i snit. Statistikken viser en klar tendens: Lønnen stiger, jo mere ansvar der er i jobbet.
Således er månedslønnen for ledere og mellemledere samt medarbejdere med særlig betroet ansvar højere end gennemsnittet, altså de 25.192 kroner, hvorimod månedslønnen for øvrige medarbejdere er lavere end gennemsnittet.
Lønnen topper ved 35 år
Ifølge faglig sekretær i HK/Stat Thomas Lynge Madsen er der er også en tydelig sammenhæng mellem alder og løn:
»Jo ældre, jo højere er lønnen, men den topper ved 35 års-alderen og ligger så og svinger fra 27.172 til 28.013 kroner i gennemsnitsløn pr. måned. Det niveau er stort set det samme op til pensionsalderen.«
Som det fremgår af tabellen, har lønstigningerne for medlemmerne af de enkelte landsdækkende sammenslutninger under HK/Stat svinget meget. Den største lønstigning havde HK’erne i DR, nemlig 8,9 procent. Til sammenligning havde HK Skat den laveste lønstigning, næsten det halve – 4,4 procent.
Gennemsnitslønnen var dog højest for Trafik & Jernbane, hvor den lå på 30.466 kroner. På andenpladsen ligger Landsklubben Dansk Røde Kors med en gennemsnitsløn på 29.759 kroner, og på en tredjeplads lå Sam-Data med en gennemsnitsløn på 29.698 kroner.
Geografi og køn
Det har stor betydning, hvor i Danmark ens arbejdsplads er placeret. Således var gennemsnitslønnen højest i Region Hovedstaden, hvor gennemsnitslønnen lå på 26.603 kroner pr. måned, og lavest i Region Midtjylland. Her var gennemsnitslønnen 25.075 kroner pr. måned.
Ifølge faglig sekretær Thomas Lynge Madsen viser lønstatistikken også en positiv udvikling for ligeløn:
»Mændene tjener stadig væsentlig mere end kvinderne. Men den gode nyhed er, at kvinderne har haft en lidt bedre lønudvikling end mændene – 5,9 procent mod mændenes 5,7 procent. Eftersom mænd fortsat tjener mere end kvinder, så er der altså en udvikling hen i retning mod en højere grad af ligeløn.«
Samlet set har 46 procent af medlemmerne i HK/Stat leveret tal til HK’s store lønstatistik for 2008. Det er en høj svarprocent, som er med til at gøre statistikken pålidelig.
Du kan finde og downloade lønstatistikken fra HK/Stats hjemmeside under menuen »Dit job og din løn«
HK’s afdelinger kan lave mere specifikke kørsler på statistikmaterialet – og de har adgang til et ligelønsværktøj, der kan vise forskelle mellem mænd og kvinders aflønning på et større antal arbejdspladser.
Lav dine egne analyser på lønstatistikken på www.mitHK.dk
Månedsløn
DR: 25.431
Politiet: 22.657
Røde Kors: 27.964
LFHU (universiteterne): 24.774
Kommunal/LAK: 25.435
Laboranter: 24.193
Forsvaret: 23.407
Trafik & Jernbane: 28.732
LUI (erhvervsskolerne): 24.439
Biblioteker og arkiver: 23.433
Kriminalforsorgen: 22.199
Domstolene: 23.270
Sam-Data: 28.101
APL: 26.106
HK Stat: 24.882
Oprettet: 22.04.09, kl. 08.54
Redigeret: 22.04.09, kl. 09.04 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <22.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.