Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > April 2009 > Flair for frisk og fyldig føde



Flair for frisk og fyldig føde

Matematisk Kantine på Aarhus Universitet viser med sine solide traditioner og lette fornyelser fornemmelse for kundernes forskellige behov uden at tabe kvaliteten.

Af Ingelise Egeberg

Det siges, at man bliver sulten af at bruge hovedet. Det må Fru Thorup, som i 1960’erne herskede i Matematisk Kantine på Aarhus Universitet, have vidst, for dagligt diskede hun op med dynger af hjemmelavet leverpostej og frikadeller til glæde for instituttets hungrige unge mænd.

Mændenes monopol på matematikken og Fru Thorups tid mellem de flisebelagte vægge er passé, men frikadellerne og leverpostejen består. Det samme gør sulten, kan HK Statbladets udsendte bevidne ved at betragte de studerendes bakker ved kassekøen en forårsdag i 2009.

Utroligt hvad der kan tårnes op på en skive rugbrød.

Vil man spise grønt, kan man også det. 14 porcelænsskåle i salatbaren rummer både pertentligt skårne salatingredienser og tilberedte salater som rejesalat, bulgur- og linsesalat.

Man kan vælge en hvid dressing eller selv blande rødvinseddike eller hvid balsamico med jomfruolivenolie og drysse med ristede frø, tørret frugt eller soltørrede oliven.

Farverig hummus
Jeg går efter duften og vælger en af dagens varme retter, kinagryde med ris, og supplerer med linsesalat, rissalat og en hummus, som kokken i dag har tilberedt med rødbede. Sidstnævnte tjener dog desværre kun til farven.

Respekt for forsøget, men jeg foretrækker kikærtemosen bleggul og med hvidløg.

Den sursøde kinagryde med kalkun, bambusskud, gulerod, broccoli, peberfrugt og løg er velkrydret uden at være skarp. Desværre er den ikke varm.

Man har, formentlig på grund af det høje besøgstal (1400-1600 ekspeditioner om dagen) placeret den to steder på buffeten og har åbenbart ikke varmeplader nok.

Jeg tog af det forkerte fad.

Linsesalaten har en passende tandfast konsistens og en fin marinadesmag af citron og champignon.

Uigennemskuelige priser
Indholdet på min tallerken koster sammen med en Egekilde-vand med brus og smag af tranebær 54 kroner. I overkanten vil jeg mene.

Til gengæld har flere af mine spisefæller kun sluppet 20 kroner for kombinationer af lidt varmt eller smørrebrød med små salatportioner. En mere gennemskuelig prissætning vil være at foretrække.

Matematisk Kantine formår at tilbyde et friskt og gennemtænkt udvalg, der retter sig mod såvel studerende som medarbejdere og gæster, og den gør det uden at gå på kompromis med hverken raffinement, tradition eller fornyelse.

Den får fem ud af seks gafler.

Matematisk kantine, Århus Universitet
Specialitet: Leverpostej og frikadeller efter original opskrift og meget store stykker kage.

Brugere: Studerende og ansatte ved Aarhus Universitet samt gæster udefra.

Drift: Foreningen af Studerende og Medarbej-dere ved Institut for Matematiske Fag.

Åbningstid: Mandag til fredag kl. 8-16.

Adresse: Universitetsparken, 8000 Århus C

Inviterer du på frokost?
Skal HK Statbladet anmelde maden i din kantine. Skriv en mail til redaktionen@hkstatbladet.dk

Oprettet: 22.04.09, kl. 08.45

Redigeret: 22.04.09, kl. 08.54 af Bettina Hilbert Madsen


Ophavsret

Udgivet <22.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.