Fri telefon og bredbånd skal gøre Skat-ansatte glade – trods ny skat
En regning for fri telefon og bredbånd til alle ansatte kan blive den pris, Skat – og dermed staten – kommer til at betale, hvis regeringen indfører multimedieskat. I Arbejdsskadestyrelsen vil den ny skat blive mødt med krav om 10.000 kroner i mere i løn.
Af Tom Gotfred
Mens embedsmænd i Skatteministeriet har travlt med at udforme lovforslag om den nye multimedieskat, tygger ledere i Skat på, hvordan de skal tackle medarbejdernes reaktion på at blive beskattet af at passe deres hjemmearbejde.
»Vi overvejer tilbud, der vil gøre medarbejderne glade. Vi overvejer at binde noget mere i pakken – ved at tilbyde fri telefon og bredbånd sammen med den computer, de udfører arbejdet på derhjemme,« oplyser kontorchef Peter Joensen fra Skatteministeriets administrationscenter HR.
Baggrunden for den plan er, at de ansatte kommer til at betale den nye skat, uanset om de kun har arbejdsgiverens pc med hjem for at arbejde en gang imellem – eller har fri telefon, mobil bredbånd og pc.
Arbejde på egen maskine
Peter Joensen opererer også med et alternativ til at betale for den ’fulde pakke‘ med bærbar pc, telefon og bredbånd:
»En anden måde at komme uden om skatten er at udstyre medarbejderne med en token. Det er en box med kode, som gør det muligt at logge sig på Skats servere fra en hvilken som helst computer. På den måde bliver det ikke på Skats pc’ere, at medarbejderne arbejder. Så skal de ikke betale multimedieskat,« forklarer han.
Alle får bærbare
Multimedieskatten vil ramme stort set alle Skats 8.500 medarbejdere – i hvert fald hvis de benytter sig af muligheden for at tage en bærbar computer med hjem. Og Skat satser her i 2009 massivt på at gøre alle medarbejdere arbejdsmæssigt mobile.
»I løbet af 2009 går alle fra stationær til bærbar pc, som kan placeres i en dok på arbejdet og tages med derfra. Samtidig sikrer vi det gode arbejdsmiljø ved at udstyre alle arbejdspladser med 17 eller 19 tommer skærme og tastatur. Så hvis alle tager deres bærbare med hjem, vil de i princippet blive omfattet af multimedieskatten,« siger kontorchef Peter Joensen.
Irriterede medarbejdere
Han understreger, at »Skat driver lovpligtig virksomhed og altid skal gøre det rigtige.«
»Men vi skal også være en attraktiv arbejdsplads,« tilføjer Peter Joensen. Derfor kigger Skats juridiske center og strategiske afdeling nu seriøst på muligheder, man kan benytte sig af, når man kender den endelige udformning af lovgivningen om multimediebeskatningen, forklarer han.
Det er embedsmænd i netop Skatteministeriet, som arbejder med at strikke det konkrete lovforslag om skat på arbejdsgiverbetalte computere, telefoner mm. sammen.
At der er grund til at bekymre sig over medarbejdernes reaktion på en beskatning af deres hjemmearbejde, bekræfter Inge Lise V. Frost, formand for HK Skat, en landsklub under HK/Stat.
»Medlemmerne vil blive irriterede over at blive beskattet på den måde. Nogle vil fortsætte deres hjemmearbejde, men der vil komme et pres på os i fagforeningen for at forhandle en kompensation,« vurderer hun.
»I Skat er der langt mellem arbejdspladserne. Den struktur kræver distancearbejdspladser,« konstaterer landsklubformanden.
Hjemmearbejdets pionerer
I Arbejdsskadestyrelsen vil multimedieskatten også ramme bredt – og blive mødt med krav om et plaster på såret. Styrelsen, der er pioner inden for elektronisk sagsbehandling, indførte hjemmearbejdspladser allerede i midten af 90’erne.
I dag arbejder cirka 250 af styrelsens 400 ansatte på hjemmearbejdspladser op til to dage om ugen. På den måde kan folk både nå flere rutineopgaver og bedre koncentrere sig om mere komplicerede sager, end det er muligt inde i kontorlandskabet. Alle er enige om, at hjemmearbejdet giver større produktivitet, siger HK-gruppens tillidsrepræsentant, Paul Børge Olsen.
Hvis medarbejderne fremover skal betale skat for at arbejde hjemmefra, kommer det til at koste mere i løn, vurderer han.
»Staten skyder sig selv i foden ved at beskatte hjemmearbejdspladserne. Konsekvensen vil være et tillæg til lønnen. Mit forhandlingsudspil vil være 10.000 kroner ekstra om året – folk betaler jo selv for strøm og varme derhjemme,« siger Paul Børge Olsen.
Han tager dog efter eget udsagn virakken om multimedieskatten roligt.
»Lad os nu se, om ikke regeringen får øjnene op og konstaterer, hvor dårlig en idé det er,« siger tillidsrepræsentanten fortrøstningsfuldt.
Multimedieskatten
Indgår i regeringens aftale med Dansk Folkeparti om den såkaldte Forårspakke 2.0. Ifølge forslaget skal der lægges 5.000 kroner oven i indkomsten, hvis en medarbejder hjemme har adgang til arbejdsgiverbetalt telefon, pc, bredbånd mm. – eller bare et af disse arbejdsredskaber.
Skatteministeriet anslår, at hver fjerde af de cirka 450.000 personer, der har den slags ordninger, vil droppe muligheden. Dermed vil 337.500 personer komme til at betale multimedieskatten fra 2010. For dem, der ikke i forvejen bliver beskattet af fri telefon, bliver merudgiften på omkring 2600 kroner om året, afhængig af om de betaler topskat.
Oprettet: 22.04.09, kl. 08.23
Redigeret: 22.04.09, kl. 08.28 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <22.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.