Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > April 2009 > Ny bog - Den nødvendige indvandring



Ny bog - Den nødvendige indvandring

»Idag er indvandrernes gennemsnitlige uddannelsesniveau højere end europæernes, men alligevel udfører de generelt arbejde på et lavere niveau.« Citat fra Britta Thomsens bog.

Bogen ’Den nødvendige indvandring’ begynder med en letlæst og velargumenteret analyse af migrationen i Danmark og Europa. Britta Thomsens konklusion er klar: Danmark har – uanset finanskrisen – brug for nye indvandrere, fordi der bliver flere ældre og færre yngre danskere i fremtiden. Hendes andet hovedbudskab er, at udvælgelsen, modtagelsen og integrationen af indvandrerne skal organiseres langt bedre end i dag.

Gennem fortællinger om vidt forskellige indvandrere i Danmark, Portugal og Irland får læseren et nuanceret og levende indblik i, hvordan de tre lande håndterer indvandringens udfordring og nødvendighed. Vi møder blandt andre den tjekkiske kræftlæge i Danmark, den danske ambassademedarbejder i Portugal og den universitetsuddannede polak i Irland.

Britta Thomsens pointer bygger på statistik og internationalt udsyn. Det skorter hverken på talende tal, indigneret ildhu eller politiske tanker. Bogen er båret af hendes personlige engagement i internationalisering, ligestilling og arbejdstagernes forhold.

Britta Thomsen: »Den nødvendige indvandring«. Forlaget Sohn 2009. 157 sider, illustreret. Pris: 199 kroner.

EU-parlamentariker hjælper danske universitets-HK'ere - Læs her

Oprettet: 22.04.09, kl. 09.07

Redigeret: 22.04.09, kl. 09.12 af Bettina Hilbert Madsen


Ophavsret

Udgivet <22.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.