Regeringenvar advaret om tinglysningskaos
Ifølge Information og Børsen har regeringen modtaget adskillige advarsler mod at indføre det skandaliserede IT-system.
Ifølge Dagbladet Information var regeringen advaret om et muligt sammenbrud i den digitale tinglysning. Det fremgår af et brev, som Finansrådet, Realkreditgruppen og Realkreditrådet sendte til Justitsministeriet, to måneder inden systemet blev lanceret. I brevet advarer de tre organer mod at haste den kommende digitalisering igennem og advarer om, at der er stor risiko for »et større antal væsentlige fejl«.
Domstolsstyrelsen har som reaktion på Informations artikel meddelt på sin hjemmeside, at man i sin tid rettede de fejl, der blev påpeget af de tre organer. »De tilbageværende fejl var af en karakter, der ikke kunne begrunde en udsættelse,« skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Efter rettelsen af fejlene gennemførte man digitaliseringen to måneder senere. Både justitsminister Lars Barfoed (K) og tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K) har afvist, at regeringen kunne have forudset problemerne, men brevet viser altså, at Justitsministeriet var advaret om mulige tekniske problemer på forhånd. Brevet kan få afgørende betydning i en eventuel retssag mod staten. Udover Informations artikel har også Dagbladet Børsen gravet i IT-systemets historie og påvist, at de to forrige justitsministre, Brian Mikkelsen og Lene Espersen, i årene 2006-09 modtog adskillige advarsler om, at indførelsen af systemet var en yderst risikabel affære.
Oprettet: 04.05.10, kl. 10.42
Redigeret: 04.05.10, kl. 10.44 af Martin Sommer
Ophavsret
Udgivet <04.05.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.