Af Rosa Middelboe

Overalt hvor mobning foregår, er der flere opfattelser af, hvad der er sket. Formålet med denne artikel er ikke at afgøre, hvad der er ret og vrang. Det drejer sig ikke om at placere skyld eller afdække sandheden, for det er umuligt. Historien skal alene vise, hvad oplevelsen af mobning kan gøre ved et menneske. Hændelserne i det følgende er beskrevet, som Lene Nielsen oplevede dem.

For ti år siden fik Lene Nielsen et nyt job som receptionist i forsvaret. Hun var i begyndelsen lykkelig for sit arbejde, og hun havde et godt samarbejde med kollegerne. Men efter små to år forlod hendes nærmeste kolleger arbejdspladsen, og nye kom til. Det blev begyndelsen til enden på hendes arbejdsliv.

Lene oplevede, at de nye kolleger var grove i munden og i modsætning til de gamle ikke særligt hjælpsomme. De var ikke meget for at passe receptionen, når Lene fx skulle på toilettet, og de glemte ofte at give hende oplysninger og papirer, som hun skulle bruge i sit arbejde. Så stod hun der med fletningerne i postkassen og virkede skrupforvirret, når folk henvendte sig. Det plagede hende, fordi hun hidtil havde været den smilende receptionist med styr på alt.

Lene oplevede at blive ignoreret, og at snakken forstummede, når hun kom ind i et rum. Hun lod som om hun ikke bemærkede det, for kollegerne skulle ikke vide, at hun blev ked af det. Det føltes ydmygende at være nødt til at sige: »Kan der blive plads til mig?« når ingen rykkede sammen af sig selv i frokoststuen ved det fælles morgenbord.

Nedbrydning
Lene havde aldrig før oplevet at være upopulær, og hun forstod ikke, hvorfor de nye nærmeste kolleger havde et horn i siden på hende. Det, hun oplevede som rovmobning, stod på i flere år, mere eller mindre intenst. Hendes selvtillid smuldrede, hendes førhen så gode humør falmede. Overskuddet, der havde givet hende tilnavnet Mor Danmark, svandt ind. Hun følte, at hun blev smittet af den negative stemning.

Nogle gange farede hun i flint, når hun endnu engang fik et ubehøvlet svar eller en kold skulder. Hun græmmede sig over sin vrede. Da hun første gang hørte de grimme ord komme ud af sin mund, gik hendes selvrespekt i stykker. Hun kunne ikke identificere sig med den person, hun var ved at forvandle sig til.

Opløsning
Den før så selvsikre Lene blev usikker og begyndte at tvivle på sin egen dømmekraft. Når hendes nærmeste kolleger behandlede hende, som om hun var det værste udskud, så var det måske det, hun var?

Hun holdt op med at gå med smykker og makeup for at blive anonym. Hun orkede ikke at holde hjemmet, og der var daglige skænderier mellem hende og manden. De var efterhånden på randen af skilsmisse. Hun var så udkørt om aftenen, at hun lagde sig tidligt til at sove den sædvanlige urolige søvn. Eller også sad hun og skrev på sin computer.

Alt, hvad hun oplevede på jobbet, noterede og analyserede hun. Forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Hvorfor talte kollegerne grimt til hende, når hun bad om hjælp? Hvad gjorde hun forkert?

Lene blev mere og mere overbevist om, at det var hende, der var noget galt med. Hendes selvværd forsvandt, hun mistede troen på sin egen formåen. Hun blev bange for at spørge sine kolleger om noget, for hun vidste aldrig, om hun fik et møgfald retur.

Hun følte, at hun sad på en krudttønde. Ironisk nok blev Lene udnævnt til årets trivselsmedarbejder. Kollegerne valgte hende, fordi hun havde gjort en indsats til gavn for fællesskabet. Hun var med i festudvalget, stod for kaffekassen, vandede blomster, og hun var omsorgsfuld.

Erkendelse
Selv følte hun sig alene med sine problemer. Godt nok gik nogle af de gode kolleger til ledelsen, men det nyttede ikke. Lene husker, at lederen betragtede mobningen som ’HK-fnidder’. De militære kolleger mente, at HK stod for Helvedes Kællinger.

En dag fik Lene en pjece stukket i hånden af sikkerhedsrepræsentanten. Den var fyldt med beskrivelser, som hun genkendte fra sin egen situation. Hun følte, at det var hendes oplevelser og symptomer, som stod sort på hvidt i pjecen. Hun kunne selv have skrevet hvert et ord.

Det gjorde ondt at erkende, at det var mobning, hun var udsat for. Og at det havde ændret hendes personlighed så radikalt. Hun var ikke længere udadvendt, spontan og aktiv, men sneg sig nærmest langs husmurene og vendte frustrationerne indad.

Hun stortudede den nat og mange dage efter. Også når hun fik ros på jobbet, eller mødte omsorg fra familien, græd hun. Det var en voldsom sorg at opdage, at hun fuldstændig havde mistet troen på sig selv og sine værdier.

Blodprop
En januardag i 2003 fik Lene pludselig ondt i brystet. Hun havde svært ved at få luft og krummede sin krop sammen i smerte. Der havde netop været endnu en episode, hvor hun følte sig magtesløs og uretfærdigt behandlet. Episoden handlede igen om muligheden for at blive afløst til frokostpause, og Lene blev meget gal. Siden var hun brudt grædende sammen i receptionen.

Flere kolleger så, at hun havde smerter og vejrtrækningsbesvær. Én spurgte, om hun havde ondt i armen (tegn på hjerteanfald red.), men ingen tilkaldte hjælp, husker Lene.

Hun tog bussen hjem til sin mand, som straks ringede til lægen, der tilkaldte en ambulance. Ambulancen kørte med Lene i fuld fart mod kørselsretningen og op over midterrabatten. En flok kittelklædte mennesker stod klar til at tage imod hende, da hun ankom til hospitalet. Ud gennem sprækken i døren til stuen så Lene sin mands ansigtsudtryk. Han var skrækslagen. Det er et syn, der stadig plager og forfølger hende.

I tolv dage lå Lene på hospitalet. Hun husker, at lægerne undrede sig over hendes blodprop, for hun var ellers ved godt helbred. Havde hverken for højt kolesterol eller noget.

»Kan du hjælpe os med at forstå det?« spurgte lægen. Lene fortalte om, hvordan hun havde det på arbejdet. Lægen forstod. Han fortalte Lene, at han og kollegerne vidste, at mobning kan forårsage blodpropper, men at de ikke kunne bevise det.

Skrøbelighed
Siden har forskning vist, at stress kan være årsag til blodpropper, og at mobning kan udløse posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD. Symptomerne på PTSD er koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser, mareridt og irritabilitet. Det er karakteristisk, at den ramte genoplever de ubehagelige oplevelser og bliver utilpas. Når Lene fortæller om episoderne, hvor hun oplevede mobningen, får hun

tårer i øjnene. Selvom det er fem år siden, hun forlod arbejdspladsen, gør oplevelserne stadig ondt. De sidder i kroppen. Hun er blevet meget sårbar og skrøbelig.

Engang var hun fuld af gåpåmod. Man kan stadig mærke, at hun er typen, der under normale omstændigheder ikke stikker op for bollemælk. Hun udstråler grundstyrke, selvindsigt og livsvisdom. Hun gør mere indtryk af at være et robust kvindfolk end en sart dame.

»Alt, hvad hun oplevede på jobbet, noterede og analyserede hun. Forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Hvorfor talte kollegerne grimt til hende, når hun bad om hjælp? Hvad gjorde hun forkert?«

Men bag tapperheden ligger angsten. Venligheden i de kvikke øjne er blandet op med sorg. Sorgen over at erkende, at hun for altid har mistet en del af sig selv. At hun aldrig vil komme sig helt over de hårde år. At hendes familie er plaget af angsten for at miste hende ved en ny blodprop.

Fyring
Et mærkeligt forløb fulgte efter blodproppen. Først fik Lene at vide, at kollegaen, som hun følte sig mobbet af, ville blive forflyttet.

Hun åndede lettet op, men forflytningen blev aflyst.

Siden indstillede chefen for afdelingen til, at kollegaen skulle fyres. Men det endte med, at Lene selv blev fyret – med den gængse begrundelse: samarbejdsvanskeligheder. Hun havde i samråd med hospitalet takket nej til at deltage i et møde med kollegaen og en mediator, fordi hun af hensyn til sit helbred skulle undgå at blive oprørt og ked af det. Af frygt for repressalier ville hun ikke give samtykke til, at kollegaen fik mulighed for at læse en meget personlig redegørelse, hun havde skrevet til ledelsen om forløbet.

For Lene virker det absurd, at hun blev fyret fra et job, hun var god til og glad for, fordi hun blev mobbet.

Forståelse
Lene har ikke arbejdet siden blodproppen. Hun har gået i samtale-og maleterapi, og hun har talt med andre mobberamte og med forskere i mobning. Det har hjulpet hende videre. Hun har valgt at fortælle sin historie til flere medier, for at hendes oplevelser trods alt kan bruges til noget konstruktivt. Og hun er aktiv i foreningen Voksenmobning Nej tak! Her mødes mobberamte for at støtte hinanden i at få et godt liv igen.

De er ikke grædekoner, understreger Lene. De har det sjovt, når de er sammen. Det er befriende at være i en ’bobbel af forståelse’, forklarer hun.

Hun har skrevet sin historie ned og håber, at hendes oplevelser og refleksioner på et tidspunkt kan hjælpe andre. Og måske vække eftertanke hos dem, der mobber og dem, der stiltiende lader det ske. Hun vil gerne holde foredrag om mobningens konsekvenser. For viden er vigtig. Længe forstod Lene ikke, at de gode kolleger lukkede øjnene for mobningen. I dag ved hun, det var fordi, de ikke vidste bedre.

Hvordan kan man hjælpe en mobberamt? Forståelse er alfa og omega, siger Lene. Hun har en remse, som indkapsler hendes erfaringer. De få ord anskueliggør, hvor mobningen har sin rod: I uvidenhed. Men de fortæller også, hvordan man forebygger, at mobning kan opstå. Det er i virkeligheden såre enkelt.

Med viden kommer indsigt. Med indsigt kommer forståelse. Med forståelse kommer accept. Med accept kommer respekt. Og respekt er kodeordet mellem mennesker, siger Lene Nielsen.

Sorgfyldt glæde
Hun har stadig mén efter mobningen. Koncentrationsbesvær, flash backs og angst for at påtage sig større ansvar. Hun husker sig selv som et positivt og helstøbt menneske, før mobningen begyndte. Den åd lidt ad gangen af hendes selvtillid og livsglæde.

Men hun forsøger at blive sig selv igen og fylde glæde i sit liv. Hun passer sin kolonihave, hvor hun bor i sommerhalvåret sammen med sin mand. Det er livgivende at plante blomster og skabe noget smukt. Hun har lige anlagt et bed med gule og orange blomster. Det giver solskin i hjertet, forklarer hun. Hun passer sit barnebarn, synger i kor og spiller badminton.

Ved en fest i klubben for nylig bad hun om ordet. I flere år havde hun tænkt på, at hun ville fortælle sine sportskammerater, hvor meget det havde betydet for hende, at ’de var der’ under hele det lange mobbeforløb. Hvor vigtigt det har været for hende at opleve, at de anså hende for en helt almindelig person.

I mobbeperioden overbeviste det hende om, at hun ikke var tosset. Lene har stadigvæk let til tårer. De kommer, når hun erindrer de hårde ord, isolationen og kulden. Og når hun tænker på venlige menneskers gerninger og omsorg. Hun fortæller, at skrøbeligheden er et resultat af mobningens nedbrydning.

Det er vigtigt for Lene at formidle sine erfaringer via foreningen Voksenmobning Nej tak! På den måde kan hun bidrage til, at flere får indsigt i de alvorlige konsekvenser af mobning.