Leder - Anstændige dagpenge, tak
Over 10.000 kroner om måneden. Så meget koster det en gennemsnitlig HK’er i staten at blive arbejdsløs og skifte løn ud med dagpenge. Fra 26.000 om måneden (gennemsnit i HK/Stats lønstatistik for 2008) til omkring 15.700 kroner i dagpenge.15.700 om måneden er for lidt.
Af sektorformand Thora Petersen
Dagpengesatsen må op, sådan som flere partier allerede har foreslået. I en krisetid, hvor staten rask væk punger ud i form af hjælpepakker i milliardstørrelse til banker og erhvervsliv, er og skal der også være råd til at behandle de ledige ordentligt.
I første omgang har de privatansatte måttet betale prisen for krisen i form af fyresedler. Men vi må desværre forudse, at turen også kommer til os offentligt ansatte. Det sker, fordi krisepakker, udgifter til dagpenge, skattelettelser og faldende indtægter dræner de offentlige kasser. Før eller siden følger besparelser – fx i form af opsigelser.
Men den ledighed, der har ramt nogle og vil ramme flere, er ikke den enkeltes ansvar. Et rigt samfund som vores har både pligt og råd til et anstændigt økonomisk sikkerhedsnet.
Derfor synes jeg, det vil være på sin plads at hæve den maksimale dagpengesats. Omkring 20.000 kroner om måneden vil ikke være for meget. Det svarer til mindre end 80 procent af et HK/Stat-medlems gennemsnitsløn i 2008. For de mange, der tjener mere, skal det stadig være muligt at tegne en supplerende lønforsikring.
Hvor godt dagpengene dækker tabet af en lønindtægt – den såkaldte kompensationsgrad – gør en kæmpe forskel for den, der er eller frygter at blive ledig. Og en passende kompensationsgrad er afgørende for den højt besungne danske flexicurity.
Det er en stiltiende aftale om, at arbejdsgiverne har let ved at skille sig af med medarbejdere – som til gengæld får en understøttelse, de kan leve af.
Hvis kun fleksibiliten bevares, men sikkerheden går fløjten, er der ikke meget ved den model.
Der er blevet stadigt længere mellem løn og dagpenge. I 1982 fik en mandlig faglært LO-arbejder 70 procent af sin løn, hvis han røg på dagpenge. I 2009 er den procent nede på 58. For privatansatte funktionærer er dækningen faldet fra 62 procent af lønnen i 1982 til 42 procent i år. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Nu må den kurve vendes.
Oprettet: 25.08.09, kl. 07.34
Redigeret: 26.08.09, kl. 13.33 af Bettina Hilbert Madsen
Over 10.000 kroner om måneden. Så meget koster det en gennemsnitlig HK'er i staten at blive arbejdsløs.
Ophavsret
Udgivet <25.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
