Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > August 2009 > Personalestyrelsen gøder jorden for individuelle lønforhandlinger



Personalestyrelsen gøder jorden for individuelle lønforhandlinger

I snart fire år har akademikere i staten som en forsøgsordning haft mulighed for at forhandle deres løn selv, hvis der blandt medarbejderne er flertal for det. Personalestyrelsen markedsfører forsøgsordningen markant både på nettet, i pjecer og via kurser for ledere – og vil gerne udbrede forsøget til hele staten, så også HK’erne selv forhandler deres løn. Men det krav møder skarp modstand fra HK/Stat.

Af Martin Sommer

Lige nu er der ti statslige arbejdspladser, hvor akademikere som en forsøgsordning selv kan forhandle deres løn uden en tillidsrepræsentant. I Personalestyrelsen, som er statens arbejdsgiverorganisation, er direktør Lisbeth Lollike meget glad for forsøgsordningen:
»Vi synes, det er vigtigt, at der en direkte dialog mellem lederen og den ansatte. Det betyder jo også, at den enkelte medarbejder får en forklaring på, hvorfor man får de tillæg, man får. Vi oplever ofte, at medarbejderne oplever, at det er uklart, hvorfor de får den løn og de tillæg, de får. Det undgår man ved en individuel lønforhandling.«

I HK/Stat er formand Thora Petersen lodret uenig:
»Vi anser ikke individuel lønforhandling a la det private arbejdsmarked som noget, vi skal fremme – tværtimod. Lige nu mener jeg, det største problem omkring ny løn er at sikre, at medarbejderne rent faktisk bliver honoreret for de kvalifikationer, de har. Det skal og kan ledelsen ikke sidde med alene. Jeg tror stadig på, at ny løn kan komme til at fungere, som det er tænkt. Og leder og medarbejder kan sagtens tale om løn – uden at det er en forhandling.«

De argumenter bider dog ikke på Lisbeth Lollike:
»Jeg tror faktisk, at medarbejderne er i stand til selv at forhandle lønnen. Det er en gammeldags opfattelse, at ledelsen fx vil svække medarbejderne ved at lave individuelle forhandlinger om lønnen. Faktisk forsøger vi jo netop at gøre meget ud af at klæde ledelsen ordentligt på, så de magter opgaven. Det sker via kurser, vejledninger m.m. Vores mål er, at lønforhandlingen skal være konstruktiv og baseres på den enkeltes kvalifikationer. Vi vil gerne arbejde på at udbrede det til alle grupper og ja, også på HK-området. Og ja, det er helt klart på dagsordenen ved de næste overenskomstforhandlinger i 2011 som noget, vi vil have indført.«

Men Thora Petersen afviser, at der er behov for individuelle lønforhandlinger:
»Selvfølgelig kan medarbejderne forhandle selv – men det er ikke noget ønske. Der er kun ti institutioner, som forsøger sig med individuel lønforhandling på AC-området – det er ikke en succes. Vi ser meget gerne, at lederne bliver dygtigere – så systemet kan komme til at fungere som det var tænkt. Vi ønsker fortsat at arbejde for at virkeliggøre intentionerne i et nyt lønsystem kontra de gamle skalatrin – nemlig åbenhed, gennemskuelighed og større retfærdighed,« siger HK/Stats formand.

Oprettet: 25.08.09, kl. 07.42

Redigeret: 26.08.09, kl. 09.48 af Bettina Hilbert Madsen

Læs kommentar fra to HK-medlemmer her


Ophavsret

Udgivet <25.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.