Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > August 2009 > Tendentiøs rapport om universiteternes økonomi



Tendentiøs rapport om universiteternes økonomi

En ny rapport har som dagsorden at vise, at universiteterne bruger for mange penge på administration, så der bliver grundlag for at kræve besparelser. Det mener Danske Universiteter. Rapporten skal bruges som grundlag for efterårets politiske forhandlinger om penge til universiteterne.

Af Britta Hansen

En ny rapport om universiteternes økonomi er tendentiøs i sin måde at opgøre administrations-udgifterne på. Det mener rektor Jens Oddershede, der er talsmand for Danske Universiteter, universiteternes interesseorganisation.
Konsulentfirmaet McKinsey har udført rapporten for regeringen. Og ifølge rapporten bruger universiteterne 17 procent af deres omsætning på generel administration og yderligere 14 procent af omsætningen på administration i tilknytning til forskning, uddannelse, rådgivning og formidling.

»Det forekommer tendentiøst at omtale studievejledning, markedsføring, myndighedskrav, akkreditering, e-læring og lignende som administration. Det virker grangiveligt, som om det har været en opgave i sig selv at få så mange af vores kerneopgaver som muligt defineret som administration,« siger Jens Oddershede.

Med andre ord: Oddershede mener, at rapporten har som dagsorden at vise, at universiteterne bruger for mange penge til administration frem for forskning og uddannelse – og skal bruges som grundlag for at spare på administrationen.

McKinsey-rapporten, der blev offentliggjort 17. juni, skal bruges som grundlag for efterårets politiske forhandlinger, der skal fordele penge fra globaliseringspuljen til universiteterne. Videnskabsminister Helge Sander (V) annoncerede allerede ved offentliggørelsen af rapporten »en dialog med universiteterne om tilrettelæggelsen af de administrative opgaver«

Kølig modtagelse i HK/Stat
I HK/Stat, som organiserer HK’erne på universiteterne, får McKinsey-rapporten en kølig modtagelse. Den er manipulerende i sin måde at opgøre administrations-udgifterne på – og rapporten giver intet belæg for at skære ned på administrationen. Det mener HK/Stats formand Thora Petersen.

»Mange af de områder, rapporten regner som administration, har intet med det at gøre. Og det er helt uforståeligt, at rapporten sammenligner universiteternes udgifter til administration med internationale, private virksomheder – og konkluderer, at universiteterne bruger mange penge. Universiteter og private virksomheder har jo vidt forskellige opgaver – det er som at sammenligne æbler og bananer,« siger hun.

Det er problematisk, at rapporten skal bruges som grundlag for efterårets politiske forhandlinger, der skal uddele penge fra globaliseringspuljen til universiteterne, mener Thora Petersen:
»Jeg håber inderligt, at politikerne kan gennemskue, at rapporten ikke giver belæg for at spare på administrationen. Og at man ikke lader sig forlede af, at det er et velrennomeret internationalt konsulentfirma, der har udført rapporten – for den er ikke godt nok udført.«

Thora Petersen appellerer til, at de universitets-ansatte får ro på deres arbejdssituation efter år med fusioner og reformer – frem for at politikerne kaster sig ud i et større spare-projekt.

Hun opfordrer til, at politikerne ikke bare pr. definition ser administration som noget dårligt eller overflødigt:
»Enhver god virksomhed har brug for en ordentlig administration. Samtidig er universiteterne underlagt myndighedskrav – og de aktiviteter, universiteterne skal varetage, er nødvendige for samfundet. Hertil hører altså også administration,« siger Thora Petersen.

Oprettet: 25.08.09, kl. 08.06

Redigeret: 25.08.09, kl. 08.11 af Bettina Hilbert Madsen


Ophavsret

Udgivet <25.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.