Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > December 2009 > »Jeg blev så harm, det var så uretfærdigt«



»Jeg blev så harm, det var så uretfærdigt«

Oprejsning. Jane Halberg Larsen glæder sig over rettens ord for, at Skat ikke måtte fyre hende på grund af tallene på hendes dåbsattest. Men de tre år frem mod afgørelsen var seje.

Af Martin Sommer

Skat måtte ikke fyre hende på grund af hendes alder, fastslår Landsretten. Afgørelsen er en befrielse for Jane Halberg Larsen. Men de sidste tre år har været benhårde at komme igennem, både for hende selv og hendes familie.

Jane Halberg Larsen var en af de fem medarbejdere, som Skat fyrede tilbage i 2006. De blev alle fyret på grund af deres alder. Jane Halberg Larsen er glad for, at hun nu har rettens ord for, at det var forkert, at Skat fyrede hende, for nu kan hun gå med oprejst pande.

»Jeg følte simpelthen vrede, og at det var meget uretfærdigt. Jeg følte mig simpelthen kasseret, da Skat fyrede mig og mine fire kolleger. Der kom også en følelse af misundelse overfor dem, som fik lov til at blive. Det var hele det negative følelsesregister, jeg måtte i gennem.«

Sådan lyder det fra Jane Halberg Larsen i dag, når hun skal beskrive hvordan det var at blive fyret på grund af hendes alder.

Støtte fra mand og fagforening
Tilbage i 2006, da hun blev afskediget, var hun 51 år – og havde været 28 år i Skat. De fem kolleger, som den nyligt afgjorte retsag har handlet om, var i alderen fra 51 år til 59 år.

»Vi måtte kæmpe en brav kamp for at få ret og for, at der overhovedet kom en retsag. På den måde har min fyring fyldt meget de sidste tre år. Hvis jeg ikke havde haft en god ægtemand, så var jeg ikke kommet igennem det. Han har støttet mig og næsten følt, at det ligeså meget var hans sag,« siger Jane Halberg Larsen og forsætter:

»Her har HK/Stat også været til stede med 100 procents opbakning. Det har betydet meget, og jeg kan jo se, at det virkelig betyder noget at være medlem af en god fagforening.«

Jane Halberg Larsen føler selv, at hun var meget afklaret under selve retssagerne. Men omvendt har sagen først fået en afslutning nu, hvor landsretten har afsagt sin dom. Selvom det var »hurra, hurra«, som Jane Halberg Larsen siger det, da byretten sidste år afsagde dom og hun vandt første omgang over Skat.

»Men så ankede Skat, og vi måtte igennem det hele en gang til. Jeg tror, jeg har opbygget en vis kampånd, ja næsten en følelse af hævn. Jeg ville have ret. Det var forkert, hvad Skat gjode. Jeg føler, at retfærdigheden først nu er sket fyldest.«

»Selvom jeg inderst inde ikke har været i tvivl, så har det betydet alt at få rettens ord for, at det var forkert. Nu kan jeg gå med oprejst pande, fordi jeg fik ret.«

Jane Halberg Larsen fik efter fyringen i 2006 fra Skat et nyt job i Lollands kommune indenfor sundhedsplejen, hvor hun stadig arbejder.

Oprettet: 25.11.09, kl. 09.23

Redigeret: 04.12.09, kl. 13.24 af Bettina Hilbert Madsen


Ophavsret

Udgivet <25.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.