Leder - En ny tendens?
’Mere stabilitet‘ og ’bedre økonomiske rammer‘. Sådan lyder en del af svaret, når man spørger nogle af HK-kollegerne på statens institutioner om, hvad de ønsker sig for deres arbejdsplads i 2010. Mere stabilitet, så medarbejderne kan få arbejdsro. Og bedre økonomi, så der er råd til at løse de påtrængende opgaver.
Af sektorformand Thora Petersen
De beskedne og rimelige ønsker fortæller en af historierne om de statslige medarbejderes situation i disse år: Mange er klemt i et krydspres af forandringer, flere opgaver og for få penge. Vi har fx set mønstret på flere af de store reform-områder: domstolene, politiet, Skat og statsforvaltningerne.
Men efter en årrække, hvor det mest er gået den forkerte vej med regeringens vilje til at bemande staten med de nødvendige medarbejdere, er der små lyspunkter i en ellers mørk december. På finansloven for 2010 er der sat ekstra penge af til nogle af de mest nødlidende områder.
Fx slipper statsforvaltningerne for at spare 20 mio. kroner – og de får endda to mio. ekstra. Formål: at nedbringe ventetiderne for borgere, der skal have en sag afgjort. Nettogevinsten på to mio. er ingen herregård, men tendensen er lovende. Regeringen har tilsyneladende fået øjnene op for, at man ikke både kan ændre strukturen på et område, spare på administrationen og samtidig klare et stigende sagspres.
Også de hårdt prøvede domstole får medvind i finansloven. 200 ekstra fuldtidsstillinger, som HK i vinter kørte en succesrig kampagne for at få bevilget, er nu sikret indtil udgangen af 2011. Sagspuklerne i retterne skal være mindre, erkender regeringen – som desuden lader Fødevarestyrelsen slippe for en ellers planlagt besparelse på 30 mio. kroner. Besparelsen ville have reduceret antallet af kontrollanter.
Droppede besparelser og midlertidge ekstrabevillinger er ikke nok til at sikre stabilitet og balance mellem medarbejderressourcer og voksende opgavepres. Men det er en begyndelse. Og forhåbentlig en ny tendens..
Oprettet: 24.11.09, kl. 14.00
Redigeret: 04.12.09, kl. 13.17 af Bettina Hilbert Madsen
Regeringen har tilsyneladende fået øjnene op for, at man ikke både kan ændre strukturen på et område, spare på administrationen og samtidig klare et stigende arbejdspres.
Ophavsret
Udgivet <24.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
